16. jun. 2026
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Analytiker ser Wegovy-pillen kunne styrke Novos position i Kina

Analytiker ser Wegovy-pillen kunne styrke Novos position i Kina

Novo Nordisk vil ifølge topchef Mike Doustdar "meget snart" søge om markedsføringstilladelse for sin Wegovy-pille til fedmebehandling i Kina.

Det kan styrke Novos position på et svært marked, vurderer senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank.

Han fremhæver egenskaber ved Wegovy-pillen, som giver en konkurrencemæssig fordel, men rivalen Eli Lilly har et tidsmæssigt forspring, da selskabet allerede i slutningen af 2025 ansøgte om at få godkendt sin fedmepille, Foundayo, i Kina.

Meldingen fra Doustdar til Reuters tirsdag er, at Novo kan være klar med en ansøgning "inden for de næste måneder".

- Så det er klart, at Novo kommer efter på markedet i Kina. Det, der taler for Wegovy-pillen, er, at det for den første har nogle egenskaber, som måske favoriserer den. Det her med blandt andet effekten, bivirkningsprofilen, og at det har nogle effekter på nogle fedmerelaterede sygdomme.

- Det er måske også vigtigt, at man har kendskab til molekylet i forvejen. Det tror jeg også er en konkurrencemæssig fordel, som kan medvirke til, at man måske kan indhente noget af det tabte i forhold til, hvornår Foundayo kommer på markedet, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Han noterer, at Foundayo bygger på et nyt molekyle, som både læger og brugere "i et eller andet omfang skal vænne sig til".

SUCCES I USA, STORBRITANNIEN OG UAE

Novo har haft stor succes med vægttabspillen i USA siden lanceringen 5. januar. Tidligere i juni blev pillen også godkendt i Storbritannien og De Forenede Arabiske Emirater.

Forleden fortalte onlineapoteket Chemist4U til Bloomberg News, at flere end 10.000 potentielle kunder havde vist interesse for Wegovy-pillen, og at omkring tre fjerdedele af personerne, der venter på en lægekonsultation, aldrig før har taget vægttabsmedicin.

- Det, vi kan se, er, at der har været en stor adoption for vægttabspiller på det amerikanske marked. Vi har også hørt historier om, at der er en række britiske personer, som står i kø til en pille, når Wegovy-pillen rammer det britiske marked. Så det virker som om, at der er en ret stor efterspørgsel på de her piller - de udvider i markedet.

- Det er klart, at Kina er også et interessant marked for Novo Nordisk. Det er også et interessant marked i forhold til at tilbageerobre markedsandele på markedet for vægttabsmidler. Så det er også noget af det, som man gerne vil med Wegovy-pillen i Kina, siger Søren Løntoft Hansen.

SVÆRT MARKED

Han betegner samtidig Kina som et svært marked, hvor blandt andet nogle budgetrestriktioner på hospitalerne giver nogle begrænsninger. Derudover må man i Kina ikke sælge vægttabsmidler online, hvilket ifølge analytikeren har givet Eli Lilly en "overhånd".

- Eli Lilly har haft overhånden, fordi både fedmemidlet og diabetesmidlet Mounjaro er et og samme produkt og kommer i de samme doser. Det vil sige, at man må egentlig gerne sælge diabetesmidler online i forhold til teleapoteker, men ikke fedemidler. Men når det er det samme produkt, kan man egentlig benytte sig af det.

- Det har været en ulempe for Novo i kampen med Lilly på det kinesiske marked. Men en lancering af Wegovy-pillen, og måske en udvidelse af markedet, vil kunne bidrage til at udvide markedet for Novo Nordisk i Kina, vurderer Søren Løntoft Hansen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 117 anmeldelser

Mest læste artikler