Den længe ventede børsnotering af AI-selskabet Anthropic kan ske til en kurs i spændet 70 til 78 dollar.
Forventningen kommer fra Anthropic og investorer, skriver Reuters, der tirsdag har set det seneste udkast til børsprospektet.
Ved en aktiekurs helt i toppen af spændet vil Anthropic kunne rejse 64,4 mia. dollar fra børsnoteringen. Den endelige markedsværdi af Anthropic er ikke kendt på nuværende tidspunkt. I sidste uge fortalte kilder til avisen Wall Street Journal, at markedsværdien formentlig vil ligge i niveauet 1000 mia. dollar.
Tidligere har værdiansættelser på både 2000 og 1500 mia. dollar været nævnt.
Data fra Bloomberg viser, at der forud for børsnoteringen er 10,9 mia. udestående aktier i Anthropic. Ved en introduktionskurs på 78 dollar svarer det til en markedsværdi på 850 mia. dollar.
Anthropic venter at sælge 825 mio. aktier ved børsnoteringen, og blandt de store investorer er AMD, Broadcom, Google, Micron, Microsoft, Nvidia og TSMC, skriver Reuters.
Samlet ventes investorerne at købe aktier for samlet 26 mia. dollar.
Det var på forhånd ventet, at Anthropic, der står bag chatrobotten Claude, kunne finde på at løfte sløret for sine børsnoteringsplaner tirsdag. Mandag indsendte og tilbagetrak Anthropic nemlig et børsprospekt, hvor et fejlagtigt mål om at rejse 69,3 mia. dollar fremgik.
.\\˙ MarketWire