15. jun. 2026
32 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Asien: Massive stigninger efter melding om amerikansk-iransk fredsaftale

Asien: Massive stigninger efter melding om amerikansk-iransk fredsaftale

De asiatiske aktiemarkeder er på himmelflugt mandag efter meldinger om indgåelse af en foreløbig fredsaftale mellem USA og Iran.

Det sender amerikanske dollar på retur, mens oliepriserne styrtdykker og renterne falder i forventning om et reduceret globalt inflationspres og dermed mindre behov for rentestramninger.

Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, skriver på sociale medier tidligt mandag, at en aftale er indgået, mens præsident Donald Trump siger, at aftalen omfatter åbning af Hormuzstrædet, uden dog at give yderligere detaljer.

- Manglen på detaljer, især om fri skibsfart, er en bekymring, men ikke en, der bør begrænse markederne i dag, da den stigende risikoappetit folder sig ud. Udsigten til et vedvarende fald i energipriserne ændrer problemstillingen for centralbankerne lige op til en række pengepolitiske møder, siger analytiker Sean Callow fra ITC Markets ifølge Reuters.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan stiger 1,5 pct.

Udsigten til billigere olie er ikke så lidt af en velsignelse for de japanske teknologiselskaber. Japan er storimportør af energi og aktiemarkedet er dermed stærkt afhængigt af oliepriserne.

Kapitalen strømmer derfor ind i tech-virksomhederne. Forrest i Tokyo ligger den japanske tech-investor Softbank sammen med chipproducenterne Tokyo Electron og Advantest, mens det i Sydkorea er chipgiganterne Samsung og SK Hynix, der lægger grunden til solide gevinster.

Det japanske teknologitunge Nikkei-indeks sparkes op med 5,4 pct., mens det bredere Topix-indeks øger 3,6 pct. Det japanske marked kan dog ikke følge det rødglødende sydkoreanske aktiemarked, hvor Kospi-indekset øger 5,8 pct.

Aktierne i Taiwans Taiex-indeks er med på bølgen med en stigning på 2,7 pct., mens de kinesiske børser er lidt mere tilbageholdende. I Hongkong holder Hang Seng-indekset skansen med et plus under 0,4 pct., mens investorerne på fastlandet er lidt mere positive, idet Shanghai Composite stiger 1,0 pct., og CSI 300 øger 1,4 pct.

Futures for aktierne i USA indikerer stigninger på 0,9-1,8 pct. - størst i Nasdaq-indekset - når markedet i New York åbner ugens handel.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225
+5,4
Topix+3,6
Hongkongs Hang Seng+0,4
China Shanghai Composite+1,0
China CSI 300
+1,5
Taiwan Taiex+2,7
Sydkoreas Kospi+5,8
Singapores STI+1,2
Sydney ASX 200+1,3

Indeksværdier kl 5.50

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 106 anmeldelser

Mest læste artikler