Bank of England holder som ventet sin ledende rente uændret på 3,75 pct. efter torsdagens pengepolitiske møde.
Beslutningen blev vedtaget med seks stemmer for en fastholdelse, mens de tre resterede medlemmer af renteudvalget stemte for en renteforhøjelse på 25 basispoint.
- Den langvarige konflikt i Mellemøsten har bidraget til yderligere stigninger i priserne på råolie og raffinerede energiprodukter siden det forrige møde, og disse priser er fortsat mere volatile og højere end før konflikten, skriver Bank of England i en meddelelse.
Banken noterer, at den britiske forbrugerprisinflation i august steg til 3,1 pct., og at den "sandsynligvis vil stige yderligere i de kommende kvartaler. "
- Pengepolitikken tilrettelægges med henblik på at sikre, at inflationen falder til 2 pct. på et bæredygtigt grundlag, i takt med at økonomien tilpasser sig energichokket. Den pengepolitiske kurs, der er nødvendig for at opnå dette, vil afhænge af chokkets omfang og varighed, samt af hvordan det spreder sig i økonomien.
- Udvalget vurderer, at det er hensigtsmæssigt at fastholde styringsrenten på dette møde. Udvalget er parat til at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt for at sikre, at CPI-inflationen forbliver på rette kurs mod målet på 2 pct. på mellemlang sigt, uddyber banken.
Den seneste ændring af den ledende britiske rente er dateret 18. december 2025, da renten blev sænket 25 basispoint og afsluttede en lempelsescyklus på seks rentenedsættelser fra niveauet 5,25 pct.
.\\˙ MarketWire