Udviklingen i nye recepter for Novo Nordisks Wegovy-pille ser stærk ud. Især set i lyset af den "meget svage" udvikling, der har været for konkurrenten Eli Lillys vægttabspille Foundayo.
Det mener Danske Bank i en ny analyse.
- På tabletmarkedet ser vi endnu en stærk uge for Wegovy-pillen, skriver banken.
Danske Bank noterer sig dog også, at man de seneste par uger har været "lidt bekymret" for de seneste ugers udvikling i recepterne for de lave doser af Wegovy-pillen, som har set svag vækst. Det er et synspunkt som svenske SEB kan tilslutte sig.
SEB noterer sig desuden at det er vigtigt at holde øje med om patienterne på de laveste doser optrapper, eller om de afholder sig på grund af højere priser for de højere dosis-udgaver af Wegovy-pillen.
Den bekymring er dog ind til videre parkeret, eftersom at væksten i antallet af nye recepter på Wegovy-pillen ifølge Symphony Health Solutions via Bloomberg er tiltagende - både for de høje og for de lave doser.
Antallet af nye patienter på pillen steg til 87.186 i uge 16 mod 79.854 i uge 15.
Væksten i nye recepter på Wegovy-pillen opgjort på ugebasis er dermed tiltaget til 9,2 pct. efter de to foregående uger viste en svagere vækst på omkring 2 pct.
Novos Wegovy-pille har i den forgange uge også fået konkurrence fra rivalen Eli Lillys nye vægttabspille, Foundayo, der fik godkendelsen på plads tidligere i april.
I den første hele uge, hvor Lillys Foundayo var på det amerikanske marked blev der ifølge tal fra Symphony Health Solutions udstedt 584 nye recepter.
Og det er ifølge Danske Bank skuffende.
- Vi er fuldt ud klar over de mange forbehold, der knytter sig til disse ugentlige data fra Symphony Health, men 584 recepter er et lavt tal for Fondayo, uanset hvordan man ser på det, skriver banken.
Til sammenligning blev der i den første hele uge, hvor Novos Wegovy-pille kom på markedet, udstedt 4289 nye recepter.
Det er dog vigtigt at bemærke, at Novos Wegovy-pille på daværende tidspunkt var den første pille på markedet i USA og dermed også den eneste.
VIGTIG DETALJE OM TALLENE
Ifølge analytikere hos SEB er det meget vigtigt at have in mente, at tallene fra Symphony ikke omfatter recepter indløst på online-apoteker og via sundhedsplatforme og Novos eget onlineapotek Novocare med salg direkte til forbrugerne.
For at få et bredere billede kan man skele til analysehuset IQVIA, som ifølge SEB er begyndt at kunne opfange recepterne fra blandt andet online-apotekerne.
Generelt mener SEB dog stadig, at førstehåndsindtrykket fra Foundayo-pillen "ikke er så godt", mens banken fortsat vil afvente de seneste tal fra IQVIA for at kunne drage en konklusion on Foundayos præstation på markedet i USA.
.\\˙ MarketWire