17. sep. 2026 kl. 09:28
59 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Bavarian/fmd.: Naturligt at genbesøge strategi med ny topchef

Bavarian/fmd.: Naturligt at genbesøge strategi med ny topchef

Med en ny kvinde i spidsen i skikkelse af Tarja Stenvall skal det danske vaccineselskab Bavarian Nordic "starte sit næste kapitel".

Det fortæller vaccineselskabets bestyrelsesforperson Anne Louise Eberhard.

- Det er jo klart, at vi er på vej ind i vores næste kapitel nu, hvor vi kommer fra en stærk position. Vi har senest også opgraderet vores forventninger til året, siger hun til MarketWire med henvisning til opjusteringen ved det seneste kvartalsregnskab.

Derfor er det ifølge formanden også helt naturligt, at man genbesøger strategien, når Tarja Stenvall har haft tid til at lære det danske vaccineselskab grundigt at kende.

Men selv om strategien måske skal have en opfriskning, er det ikke fordi man skal forvente, at den bliver vendt på hovedet. Der vil stadig være fokus på at skalere forretningen og jagte bæredygtig vækst, siger Anne Louise Eberhard.

- Vi er opmærksomme på, at vi skal fortsætte med at skalere vores platform. Vi har en ret unik platform til at bekæmpe de her infektionssygdomme. Og det er vigtigt for os, at vi bygger videre på det, siger hun og fortsætter:

- Vi skal også øge robustheden i vores offentlige sundhed, altså "public preparedness". Så jeg vil sige, at det er naturligt, at når man får en ny CEO, at man genbesøger sin strategi.

Selv ønsker Tarja Stenvall endnu ikke at kommentere på mulige ændringer til strategien, før hun officielt tiltræder sin rolle og får tid til at sætte sig ordentligt ind i Bavarian, siger hun.

Dog understreger hun også, at der er "betydelige muligheder" i det danske vaccineselskab.

"ET PERFEKT MATCH"

Ifølge bestyrelseslederen har man fundet et "perfekt match" til vaccineselskabet i Tarja Stenvall blandt andet på grund af hendes erfaring som leder fra Sanofi, Astrazeneca og Pfizer.

- Vi har i Tarja fundet en stærk leder med en dokumenteret erfaring fra globalt lederskab på tværs af den farmaceutiske industri. Hun har vaccineerfaring, hun har lavet "business transformations", hun har kommerciel erfaring osv., siger hun.

Anne Louise Eberhard ønsker ikke at oplyse, hvor mange kandidater der har været i spil til topposten.

- Jeg kan sige til dig, at vi har lavet en omfattende international søgning efter vores administrerende direktør. Og det har været vigtigt for os at finde den rigtige.

Den nu afgående administrerende direktør Paul Chaplin meldte sin afgang tilbage i marts. Processen har derfor varet omkring et halvt år.

- Jeg tror ikke, det er første gang i historien, at det har taget 6-7 måneder at udpege en CEO (...) Det er nok en ganske fornuftig periode. Det er noget, vi alle sammen gerne vil gøre hurtigst muligt. Vi skal også være sikre på, at vi får den rigtige kandidat, understreger hun.

Skiftet på toppen kvitteres med et plus til aktien på 1,8 pct. til 205 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 673 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig