Carlsberg kommer fra starten af 2029 til at stå for aftapning af Pepsicos drikkevarer i Danmark, Finland og Baltikum. Det flugter godt med porteføljen og sætter desuden tyk streg under, at det danske bryggeri er Pepsicos foretrukne aftapper i Europa.
Det vurderer storbanken Citi i et notat.
- Carlsberg har været Pepsico-aftapper i Sverige og Norge i mere end 25 år, og udvidelsen til at omfatte Danmark - inklusive grænsehandlen mod Tyskland - Finland og Baltikum på en langvarig kontrakt flugter fuldt ud med koncernens Pepsi-portefølje på sodavandssiden - og dermed med ølforretningens geografiske fodaftryk på tværs af Skandinavien og nu også Baltikum, skriver Citis analytikere.
Hos Citi bemærkes det, at Carlsbergs partnerskab med Coca-Cola på det danske og finske marked har været til debat, siden bryggeriet overtog Pepsico-licensen i Storbritannien i forbindelse med opkøbet af Britvic i 2024.
Og med den nye Pepsico-licens, som Carlsberg overtager fra de danske bryggerikolleger i Royal Unibrew, bliver det også et farvel til Coca-Colas drikkekatalog i de to lande.
- Dagens udmelding betyder, at Carlsberg mister Coca-Cola-rettighederne på de to markeder fra 2029, men det skaber samtidig klarhed om den videre retning og cementerer bryggeriet som Pepsis foretrukne aftapper i Europa, lyder det.
Citi-analytikerne spår, at det vil koste 1-2 pct. i driftsoverskuddet, EBIT, i 2029, når Carlsberg skifter Coca-Cola ud med Pepsis drikkevarer i Danmark og Finland - og derudover også får de baltiske lande under licensen.
Derudover ventes det ikke, at Carlsberg skal bruge yderligere penge på anlægsaktiver som følge af den nye aftale.
.\\˙ MarketWire