Teknologisk 03
20. jan. 2026 kl. 09:00
64 visninger

CES 2026: Fra digital til fysisk intelligens

Hvis 2024 og 2025 var årene, hvor vi lærte at chatte med computere, så bliver 2026 året, hvor computerne lærer at bevæge sig iblandt os. Det var budskabet fra teknologikonferencen CES i Las Vegas.

Der var elektrisk stemning i luften, da Nvidias topchef, Jensen Huang, gik på scenen på teknologimessen CES i Las Vegas for at skyde det nye år i gang. Foran 3.000 tilskuere og millioner online slog han tonen an for fremtiden: "Hvert 10. til 15. år nulstilles computerindustrien. Og denne gang er fundamentet bygget oven på AI" lød det fra Huang.

Mens vi har brugt de seneste år på at lade os imponere over kunstig intelligens, der kan skrive digte og generere billeder, handler næste kapitel ifølge seniorporteføljemanager Nicolaj Jeppesen om noget langt mere håndgribeligt: nemlig Fysisk AI.

”Det er kunstig intelligens, der nu kravler ud af skærmen, og som forstår fysikkens love og kan interagere med den virkelige verden,” forklarer han.

Det er kunstig intelligens, der nu kravler ud af skærmen, og som forstår fysikkens love og kan interagere med den virkelige verden

Fra Chatbot til Robot

Forskellen på "dengang" og "nu" er markant. Hvor vi hidtil har set sprogmodeller, der forstår tekst, ser vi nu fremkomsten af det, eksperter kalder Large Action Models (LAMs).

”Det er et skifte, der altså rækker langt ud over datacentre og chatbots,” pointerer Nicolaj Jeppesen. ”Fysisk AI handler om robotter, selvkørende køretøjer, intelligente maskiner og systemer, der forstår fysikkens love og kan interagere sikkert og effektivt med omgivelserne.”

CES 2026 viste, at visionen ikke længere er science fiction, men noget industrien nu bygger konkret teknologi til.

”Som eksempler så vi selskaber som Caterpillar og John Deere demonstrere, hvordan AI flytter fra kontoret og ud i mudderet,” uddyber seniorporteføljemanageren. ”Caterpillar lancerede blandt andet en ’AI Assistant’, der gør det muligt for operatører at tale med deres maskiner. John Deere viste, hvordan deres maskiner bliver stadig mere selvkørende.”

Fra datacenter til Edge

En anden tydelig tendens var udbredelsen af AI fra datacentret til det, eksperterne på engelsk kalder “Edge” – altså direkte ud i biler, maskiner, fabrikker og forbrugerelektronik. Det stiller nye krav til energieffektivitet, hukommelse og specialiserede chips, hvor hastighed især bliver afgørende.

”Når alle beslutninger skal tages i realtid i eksempelvis en selvkørende bil, skal svar komme inden for mikrosekunder. Det stiller altså endnu større krav til både hardware og software end det, vi er vant til i dag,” forklarer Nicolaj Jeppesen.

Teknologisk 04

Hvad betyder det for investorerne?

CES 2026 understregede, at teknologien bevæger sig ind i en fase, hvor software og hardware smelter endnu mere sammen. For investorer betyder det, at værdikæden udvides. Det handler ikke længere kun om, hvem der har den bedste chatbot, men om hvem der kan levere "hjernen" til fremtidens robotter, biler og industrimaskiner.

”Generativ AI er ikke færdigt – tværtimod – men den bliver fundamentet for noget større. Fysisk AI repræsenterer en overgang fra digitale assistenter til intelligente systemer, der kan handle i den virkelige verden,” understreger Nicolaj Jeppesen og fortsætter:

”AI-fremtiden er ikke bare digital. Den er fysisk. Og den er lige om hjørnet.”

Læs mere om kunstig intelligens og andre trends: Sydinvest Megatrends
Læs også

Læs mere om kunstig intelligens og andre trends: Sydinvest Megatrends

Læs artikel

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 3 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig