April blev en måned med høj dramatik på de finansielle markeder. Donald Trumps pludselige annoncering af nye toldsatser sendte chokbølger gennem aktiemarkedet og skabte store udsving – og netop i dette landskab foretog Sydinvest Megatrends flere markante tilpasninger for at navigere sikkert og målrettet igennem perioden.
Før stormen: Risikoreduktion og ny regionsbalance
Allerede inden annonceringen af de nye toldsatser var usikkerheden til at tage og føle på. Flere begyndte at spekulere i, om Donald Trump rent faktisk kunne finde på at gennemføre, hvad vi må betegne som ”worst case scenario” ift. toldsatser.
I begyndelsen af måneden valgte seniorporteføljemanager Nicolaj Jeppesen derfor at reducere risikoen markant i Sydnvest Megatrends – blandt andet ved at nedbringe eksponeringen mod temaet Teknologisk Innovation og i stedet øge vægten i europæiske aktier inden for Fremtidens Sikkerhed og udvalgte demografidrevne selskaber.
”I en situation med stigende geopolitisk usikkerhed og frygt for handelsbarrierer vurderede vi, at europæiske selskaber og mere robuste temaer som demografi og sikkerhed ville stå stærkere. Risikoen i porteføljen blev reduceret til det laveste niveau i fondens levetid,” forklarer Nicolaj Jeppesen.
Under markedsuroen: Hurtig reaktion og nye muligheder
Midt i april kulminerede usikkerheden under det, som internt blev kaldt ”Mini-Black Monday”. Markedet oplevede massive fald – også i selskaber, der ikke nødvendigvis var direkte påvirket af toldpolitikken.
”Vi reagerede hurtigt på de muligheder, der opstod. Vi gik ind i en række forsvarsaktier, der havde tabt op mod 25 % på få minutter, og vi købte kvalitetsaktier, der var kommet under urimeligt pres,” lyder det fra porteføljemanageren. ”Der gik kun et par timer, før vi kunne konkludere, at vi havde fået en række højkvalitetsselskaber til ekstreme udsalgspriser.”

Mod slutningen af april: Genopbygning og fokus på teknologi
Efter en periode med neddroslet teknologi-eksponering begyndte fonden igen at opbygge positioner inden for AI Infrastruktur. Det skete i takt med, at markedet – og fondens analytikere – fik øje på, at efterspørgslen på kunstig intelligens på ingen måde var aftagende.
”Flere store selskaber bekræftede dette i deres regnskaber, og det styrkede vores tro på, at markedet havde overvurderet risikoen. Vi gik derfor ind i en række teknologiaktier med stærk AI-profil, og vi har bevæget os afkastmæssigt et pænt stykke op siden bunden i april,” forklarer Nicolaj Jeppesen.
Usikkerhed kræver fleksibilitet
Selvom markedsstemningen blev løftet af Trumps midlertidige toldpause, er vurderingen, at det stadig er for tidligt at afblæse risikoen.
”Trumps politiske kurs er fortsat svær at forudsige, og vi kan heller ikke afvise, at svage nøgletal kan ramme hen over sommeren,” lyder det fra porteføljemanageren. ”Derfor fastholder vi en relativt høj kontantandel, så vi kan reagere hurtigt, hvis markedsuroen vender tilbage.”
Langsigtet, men fleksibel
April blev et eksempel på, hvordan en langsigtet tematisk investeringsstrategi ikke udelukker aktiv tilpasning undervejs.
”I Sydinvest Megatrends forsøger vi altid at balancere det langsigtede med evnen til at handle hurtigt, når verden ændrer sig. April måned har understreget værdien af netop den tilgang,” slutter Nicolaj Jeppesen.