Under overskriften Fremtidens sikkerhed investerer Sydinvest Megatrends i selskaber, der adresserer det stigende behov for beskyttelse, som krige og global geopolitisk uro har skabt de senere år.
”Vi investerer i en række af de største europæiske og amerikanske forsvarsaktier, men også i en række selskaber, vi vurderer som de mest innovative inden for fremtidens sikkerhedsløsninger,” forklarer seniorporteføljemanager Nicolaj Jeppesen, Sydbank.

Fokus på forsvar
Megatrenden Fremtidens sikkerhed blev en integreret del af fonden i sommeren 2024, drevet af den stigende usikkerhed i Europa og ikke mindst den russiske aggression inden for EU's grænser. Allerede inden da havde fonden dog et solidt fokus på digital sikkerhed gennem investeringer i cybersikkerhed. Forsvar har derfor været en del af fondens DNA siden lanceringen.
Ifølge Nicolaj Jeppesen er forsvar og sikkerhed kun blevet mere relevant med Donald Trump ved roret i USA igen.
”Trumps politik om at sætte USA først betyder direkte, at vi i Europa står mere alene,” udtaler seniorporteføljemanageren. ”Vores behov for en stærk fælles europæisk forsvarslinje har ikke været større i mange år.”
Investeringer i europæisk forsvar
Den nye europæiske forsvarsstrategi har medført et politisk skifte, hvor statslige midler i stigende grad målrettes kontinentets egne forsvarsindustrier. Den udvikling har Sydinvest Megatrends aktivt fulgt, og siden starten af 2025 er flere af investeringerne flyttet til selskaber inden for Europas grænser.
”Investering i Europa og forsvar har været en god beslutning,” fortæller en tilfreds Nicolaj Jeppesen. ”Fremtidens sikkerhed har været fondens stærkeste megatrend – både i 2025 og samlet set siden introduktionen af trenden i midten af 2024. Det har især været drevet af de europæiske forsvarsaktier.”

En stærk trend
Et gennemsnitligt afkast på 37 % i 2025 på forsvarsinvesteringerne vidner om, at Fremtidens sikkerhed er en stærk strukturel trend. Når man samtidig sammenholder fonden med det brede aktiemarked, som fortsat bevæger sig tæt på nulpunktet (målt i danske kroner), står resultatet endnu tydeligere frem. Megatrenden har løftet det samlede afkast i Sydinvest Megatrends, som nu placerer sig blandt de bedst performende i forhold til lignende fonde i Europa.
