Danske Andelskassers Bank, DAB, leverer som ventet et fald i basisindtjeningen, efter at banken i det forgangne regnskabsår præsenterede sit bedste resultat siden børsnoteringen i 2011.
Det fremgår af bankens årsrapport for 2025.
Af regnskabet fremgår det, at det faldende renteniveau samt et fortsat lavt nedskrivningsniveau var med til at påvirke indtjeningen. Samtidig påvirkes resultaterne af bankens nye strategi, hvilket ventes at have betydning frem mod 2030. En del af strategien er at flytte hovedsædet til Aarhus.
- Banken leverer et tilfredsstillende resultat for 2025, som er lidt lavere end 2024, hvilket skal ses i sammenhæng med, at banken i 2024 havde sit bedste resultat siden børsnoteringen i 2011, udtaler Jan Pedersen, der er administrerende direktør hos DAB.
- Resultatet er bedre end forventet og skyldes blandt andet en stor tilgang af nye kunder og et højt aktivitetsniveau. Vi begynder også at se effekterne af investeringerne i bankens strategi frem mod 2030 med øget tilstedeværelse i både Aarhus og København samt flytningen af hovedsædet til Aarhus, fortsætter Jan Pedersen.
I 2025 faldt resultat før skat med 23 pct. til 272,9 mio. kr. mod 354,6 mio. kr. i 2024. Tallet er dog ikke den store overraskelse, da banken i en meddelelse tilbage den 22. januar præciserede sine forventninger til 2025 til omtrent det samme som dagens resultat.
Samtidig landede nettorente- og gebyrindtægterne lidt højere på 810,1 mio. kr. mod 789,78 mio. kr. i 2024.
Derudover fremgår det af regnskabet, at forventningerne til 2026 fastholdes i forhold til, hvad banken udmeldte tilbage i januar.
I 2026 venter banken et resultat før skat i intervallet 160-210 mio. kr. og en basisindtjening på 150-180 mio. kr.
Tabel for Danske Andelskassers Banks årsregnskab for 2025:
| Mio. kr. | FY 2025 | FY 2024 |
| Netto rente- og gebyrindtægter | 810,1 | 790 |
| Kursreguleringer | 41,3 | 103 |
| Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender | -10,6 | -21 |
| Resultat før skat | 272,9 | 355 |
| Basisindtjening | 221,0 | 231,7 |
| Udbytte i mio. kr. | 77,4 | 81,81 |
Danske Andelskassers Banks forventninger til 2026:
| Mio. kr. | Ved FY 2025 |
| Basisindtjening | 150-180 |
| Resultat før skat | 160-210 |
.\\˙ MarketWire