Der er roser over det meste af linjen til den finansielle præstation i Danske Bank i tredje kvartal, hvor analytikerne især blev taget på sengen i forhold til, hvor robust bankens kunder er. Danske Bank kunne nemlig tilbageføre hensættelser på 200 mio. kr. kvartalet, og det er over 450 mio. kr. mere, end analytikerne havde regnet sit frem til inden regnskabet.
Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i AL Sydbank, kalder overordnet kvartalet for godkendt. Men det er især de ikke-eksisterende tab, han slår ned på:
- Det, der nok er den største overraskelse, er nedskrivningerne. De bidrager til, at banken lander 6-7 pct. højere end forventet på bundlinjen. Det er 450 mio. kr. bedre end ventet, siger senioranalytikeren.
Danske Bank har i regnskabet sat tabene ned til ventede 0,6 mia. kr. mod før 1 mia. kr. i 2026. Det indikerer, at nedskrivningerne for årets sidste kvartal lander omkring 0,5 mia. kr., hvilket er højere end mange af de foregående kvartaler. I de første ni måneder af 2026 ligger posten på en nedskrivning på 65 mio. kr.
I Jyske Bank påpeger senioranalytiker Ander Haulund Vollesen da også, at "kreditkvaliteten brillerer".
- Det stærke resultat var overvejende drevet af meget stærk kreditkvalitet. Indtægterne landede 1 pct. over forventningerne, drevet af stærke gebyrindtægter og et godt forsikringsresultat, mens handelsindtægterne skuffede markant, skriver han i en analyse.
Danske Bank kom ud af tredje kvartal 2026 med et større overskud end ventet trods global usikkerhed med stigende energipriser og deraf større usikkerhed. Bundlinjen i juli, august og september endte på 6390 mio. kr. mod ventede 5991 mio. kr. Til sammenligning bød kvartalet året før på et overskud på 5520 mio. kr.
Banken indsnævrer forventningerne til et overskud i 2026 mellem 24 og 25 mia. kr. Banken så tidligere et overskud mellem 23 og 25 mia. kr. Egenkapitalforrentningen ventes nu på "over 14 pct." mod tidligere "cirka 14 pct."
Omkostningerne ventes uændret at være i niveauet 26-26,5 mia. kr., og omkostningsprocenten ventes under 45 mod tidligere "i omegnen af 45", mens de samlede indtægter ventes "over 59 mia. kr."
Tabel over Danske Banks regnskab for tredje kvartal 2026:
| Mio. kr. | Q3 26 | Q3 26(e) | Q3 25 | FY 26 (e) | FY 25 |
| Nettorenteindtægter | 9607 | 9704 | 9074 | 38.254 | 36.611 |
| Nettogebyrindtægter | 4072 | 3848 | 3502 | 16.569 | 15.423 |
| Handelsindtægter | 397 | 610 | 626 | 2448 | 2872 |
| Indtjening fra forsikringsaktiviteter | 508 | 383 | 382 | 1601 | 1357 |
| Indtægter i alt | 14.731 | 14.678 | 13.696 | 59.758 | 56.840 |
| Omkostninger i alt | 6463 | 6489 | 6320 | 26.218 | 25.848 |
| Res. før nedskrivninger | 8268 | 8191 | 7376 | 33.552 | 30.992 |
| Nedskrivninger | -200 | 252 | -8 | 784 | 294 |
| Resultat før skat | 8468 | 7939 | 7834 | 32.712 | 30.699 |
| Nettoresultat | 6390 | 5991 | 5520 | 24.554 | 23.037 |
| Udbytte per aktie/kr. | - | 25,30 | 22,72 |
Danske Banks forventninger til 2026:
| Mia. kr. | Ved Q3 | Ved Q2 | Ved Q1 | Ved FY 2025 |
| Indtægter i alt | 59 | 59 | 58 | 58 |
| Omkostninger | 26-26,5 | 26-26,5 | 26-26,5 | 26-26,5 |
| Nedskrivninger på udlån | 0,6 | 1 | 1 | 1 |
| Nettoresultat | 24-25 | 23-25 | 22-24 | 22-24 |
Analytikernes forventninger:
| Mia. kr. | 26(e) | 27(e) | 28(e) |
| Omkostninger | 26.218 | 26.612 | 27.001 |
| Nettoresultat | 24.554 | 26.449 | 27.987 |
(e) = Medianestimat indsamlet af Danske Bank blandt op til ni analytikere frem til den 9. oktober.
.\\˙ MarketWire