Når giganten Meta efter børslukning onsdag aflægger regnskab vil det helt centrale blive AI-investeringerne og spørgsmålet om, hvornår de begynder at give et synligt afkast.
Det mener Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg hos Danske Bank.
- Meta forventes at investere 130-145 mia. dollar i år mod 72 mia. dollar sidste år, mens markedets forventninger til 2027 allerede ligger over 200 mia. dollar. Samtidig er frie pengestrømme under markant pres. Derfor kan selv små kommentarer om investeringsniveauet i 2027, AI-indtægter og effekten af AI på annonceforretningen blive vigtigere end et klassisk beat på omsætning eller indtjening, noterer Lars Skovgaard Andersen og påpeger:
- Meta skal i aften vise, at AI ikke kun er noget, man bruger enorme summer på, men også noget man begynder at tjene penge på. Derfor kan regnskabet blive en vigtig temperaturmåling på, om den seneste spæde vending i AI-aktierne kan udvikle sig til et mere holdbart rally.
Investeringsstrategen pointerer i samme ombæring, at Meta er en særlig interessant test i forhold til, hvordan diskussionen omkring AI gradvist flytter fra, hvor meget selskaberne investerer, til hvor de får tilbage for investeringerne.
- Selskabet (Meta red.) investerer i hyperscaler-størrelse, men har ikke samme store cloudforretning som Microsoft, Amazon og Alphabet til direkte at tjene penge på infrastrukturen. Meta skal derfor i højere grad dokumentere værdien gennem bedre annoncering, højere engagement, AI-agenter og nye AI-produkter.
Derfor kan selskabet få betydning langt ud over Meta selv.
- Hvis selskabet kan vise, at de enorme AI-investeringer allerede løfter omsætning og effektivitet, samtidig med at behovet for mere compute fortsat stiger, vil det understøtte fortællingen om, at AI-investeringscyklussen stadig har langt at løbe.
Omvendt vil det sandsynligvis ikke begejstre markedet, hvis budskabet bliver endnu højere kapitaludgifter i 2027.
Meta-aktien stiger med 1,6 pct. i onsdagens handel.
.\\˙ MarketWire