16. okt. 2026 kl. 12:17
134 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Demant/dir: Vi vil være global markedsleder inden for høreapparater

Demant/dir: Vi vil være global markedsleder inden for høreapparater

Ambitionen for Demants nye direktør for engrosforretningen for høreapparater, Bassel Rifai, er klar efter hans indtog i det danske høresundhedsselskabs ledelse i sommer.

Demant skal give blandt andet schweiziske Sonova baghjul og være den klare markedsleder og foretrukne partner inden for høreapparater på globalt plan.

Og det skal den gode platform, som selskabet står på lige nu, udnyttes til.

- Når jeg ser ind i fremtiden, er vores ambition at gå længere end bare succesfulde produktlanceringer. På lang sigt vil vi være verdens førende selskab inden for høreapparater, siger Bassel Rifai i et interview med MarketWire i forbindelse med denne uges EUHA-messe i Hannover i Tyskland.

- Det betyder konsekvent og vedvarende at vinde markedsandele over tid, uddyber han.

For blot en uge siden kunne Demant opjustere forventningerne efter et tredje kvartal med en organisk vækst på massive 17 pct. inden for netop engrossalget af høreapparater til eksterne kunder.

Det betyder klare vundne markedsandele, og det skal der bygges videre på.

- Vi har et meget stærkt udgangspunkt. Vores innovationspipeline kører, vi havde en meget stærk Zeal-lancering, og vi bygger nu videre på det med Reveal-lanceringen, siger Bassel Rifai.

TRE INDSATSOMRÅDER SKAL SIKRE SUCCES

Han ser tre områder, som er afgørende for Demants fremtidige succes.

- Det er innovation. Vi skal fortsætte med at lave innovation i verdensklasse, der gør en betydende forskel i den anden ende. Vi skal være kundecentrerede. Det vil sige at være den foretrukne partner. Vi er ikke bare leverandør. Kunderne kommer til os for at være partnere, siger Bassel Rifai.

- Det sidste er, at vi skal være i stand til at tiltrække og fastholde de bedste talenter i virksomheden, fortsætter han.

Med sidste uges opjustering venter Demant for hele 2026 en samlet organisk vækst i koncernen på 7-8 pct. og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) frasorteret særlige poster på 4700-5000 mio. kr.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig