Demant øgede igen sin markedsandel i den offentlige amerikanske salgskanal for høreapparater, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i september.
Det danske selskabs markedsandel - målt på andelen af det samlede salg - steg for sjette måned i træk til 24 pct. i september mod 23,5 pct. måneden før.
- Efter en periode med afdæmpet efterspørgsel er salgsvæksten tilbage på sporet, understøttet af lanceringen af Oticon Zeal, der har gjort det muligt igen at tage markedsandele, skriver Jyske Bank i en kommentar og fortsætter:
- Det er dog afspejlet i forventningerne i markedet. Samtidig står Demant overfor hård konkurrence, da markedet bliver oversvømmet med nye produkter i andet halvår.
Oticon Zeal er Demants kosmetiske høreapparat, der blev lanceret i efteråret sidste år. Det er et høreapparat, der sidder helt inde i brugerens øregang - også kaldet ITE - in the ear. Og siden lanceringen har Demant taget markedsandele.
Finanshuset Citi påpeger, at det er "blevet normen, siden Zeal blev inkluderet i VA". Demants markedsandel inden for ITE endte i september på til 33,2 pct. mod 32,1 pct. i august og 29 pct. i juli:
- Vi bemærker, at siden Zeals inklusion i VA, har Demant fået cirka 33 pct. markedsandel i ITE, skriver Citi i en analyse.
Jyske Bank mener dog, at det kan blive vanskeligt for Demant at opretholde den høje vækst.
- Desuden er forventningerne i markedet kommet op, og vi ser derfor ikke længere samme mulighed for en positiv overraskelse i 2026, skriver banken.
Siden lanceringen af Oticon Zeal hos VA i maj er Demants samlede markedsandel i salgskanalen steget fra 18,2 pct.
Markedsandelene blev hovedsageligt taget fra Sonova, Starkey og GN's høreapparatsforretning, der tidligere på året blev meldt solgt til italienske Amplifon.
GN's markedsandel faldt i september til 8,6 pct. fra 8,7 pct. i august, og WS Audiology, der er den mindste af de fem aktører i kontrakten, gik tilbage til 5,8 pct. fra 5,9 pct.
.\\˙ MarketWire