Det er sundt at blive provokeret lidt

Bodil Jørgensen kommer direkte fra læseprøve med frokosten i hånden. Forberedelserne til årets Cirkusrevy er gået ind i sidste fase, og tid er en akut mangelvare. Men travlhed til trods virker Bodil rolig og opmærksom. Hun tager sig tid til at tænke og giver historierne rum til at leve.

”I 80’erne var jeg handicaphjælper i ­Aarhus. En dag spurgte kvinden, jeg passede, om jeg ville være med i et lille satirisk teater­ensemble. Bare mig, en pige med muskelsvind og en spastisk lammet ung mand. De optrådte med nogle grove sange om at være handicappet, og så samlede jeg penge ind i rollen som spastisk lammet. Det synes publikum var vældig sjovt. Altså, lige indtil jeg klappede i hænderne og afslørede, at jeg slet ikke var handicappet.”

Den satiriske mavepuster vakte opsigt. Nogle grinte, andre gik i vrede. De fleste ville have pengene tilbage. Men for Bodil var oplevelsen en øjenåbner. Med sit skuespil kunne hun ramme publikum lige i selvforståelsen.

”Det var jo en sketch om, at man ikke kan betale sig fra alt her i livet, og den påvirkede folk dybt. Lige der vidste jeg, at jeg skulle være skuespiller.”

En kæp i hjulet

Lysten til at stikke til normerne kom ikke ud af den blå luft. Den havde Bodil med hjemme­fra, hvor faren – en velanset skole­lærer – af og til fik nok af borger­lighedens sociale håndjern.

”Nogle gange når vi fik gæster, besluttede min far sig for, at vi skulle gemme os. Det var uhørt i et pænt hjem, og min mor var ikke meget for det. Når gæsterne trådte ind ad døren, sprang vi frem og gav dem et chok. Jeg tror, han gjorde det for at stikke en kæp i hjulet på alt det, man forventede af ham.”

Farens provo-gen har Bodil taget med sig. Både på scenen, hvor hun ikke er bleg for at bande som en sømand og sige ting, der kan få en fuldvoksen mand til at krympe sig i sædet. Men også uden for teatrets trygge vægge. 

”Engang sad jeg fast ved parkerings­bommen i et parkerings­hus. Jeg kunne simpelthen ikke få betalt i den dumme maskine. Folk blev sure og steg ud af deres biler, men da de kom helt hen til mig, lod jeg som om, jeg var ved at bestille en burger­menu gennem højtaleren. Sådan noget gør jeg ikke så meget mere – jeg er jo en ældre dame – men nogle gange kan jeg ikke lade være.”

Pinsomt og morsomt

Bodil fik sit gennembrud i 1998 med rollen som Karen i Lars von Triers Idioterne. Et rørende og intenst portræt af en kvinde i sorg. Som nyuddannet fra teaterskolen søgte Bodil instinktivt mod tragiske roller som disse, for det var jo her, kunsten og de store følelser boede. Men humoren boblede altid under overfladen. 

”I starten af min karriere døde jeg i alle de forestillinger, jeg var med i, og jeg var virkelig god til at dø. Så en dag kom jeg med i et stykke, hvor jeg spillede en ildelugtende og ulykkeligt forelsket tobaksælgerske. Jeg syntes, det var det mest sørgelige nogensinde, men publikum kunne ikke holde op med at grine. Det var så pinsomt, at det blev morsomt.”

Netop den pinsomme humor er i dag en fast del af Bodils repertoire. Med en sjette sans for det akavede puster hun liv i absurde figurer, der får os til at grine og græde, krumme tæer og klappe i hænderne. Den sønderjyske bondekone. Den troløse præst. Eller Ritas mor, der – ­be­­væbnet med hvidvin og selvmedlidenhed – overskrider samtlige grænser i forældre­bogen. 

”Rummet mellem det tragiske og det komiske er utroligt interessant, og jeg har ikke valgt side. Men jeg prøver altid at få noget menneskeligt ind i mine roller. Noget, man kan genkende. Og hvis der er én ting, vi alle kan relatere til, så er det, at ingen er perfekte. Heldigvis.”

Glem andres idealer

Bodil bliver afbrudt af lyden fra en skrattende teaterhøjtaler. Scenen kalder. Før hun går, har hun dog lige tid til at fortælle om en ny karakter, hun er særlig glad for. En konspirationsteoretiker med et forkvaklet verdenssyn. Tænk Pizzagate, Epstein og raceteoretiske ”guldkorn” om laktoseintolerante inuitter. Bodil griner ved tanken. 

”Jeg tror, det er sundt for os at blive provokeret lidt. I dag er der jo regler og forventninger til alt, men hvis vi hele tiden lader os styre, så bliver vi bare ens – og det er da for kedeligt.”