En historisk dom i Højesteret om erstatning ved tab af erhvervsevne sendte tirsdag alle de danske forsikringsselskaber i rødt.
Højesteret afgjorde nemlig tirsdag, at der kan tilkendes erstatning ved et tab af erhvervsevne på 5 pct. eller mere. Tidligere var tærsklen 15 pct.
Sagen kan potentielt åbne for efterkrav på gamle sager, der er blevet afvist. Tidligere har Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderet, at det vil betyde mellem 10 og 30 mia. kr. i bagudrettede erstatningsudgifter. Beløbet er baseret på genoptagelsen af mellem 11.000 og 32.000 sager.
Det fik tirsdag både Tryg og Alm. Brand til at varsle nedskrivninger, og sidstnævnte nedjusterede endvidere sine forventninger til 2026, knap syv timer efter at forventningerne var blevet løftet.
Alm. Brand var nemlig samme dag aktuel med sit regnskab for første kvartal, der bød på et løft af forventningerne til forsikringsresultatet.
Omkring klokken 12 faldt dommen i Højesteret, og opjusteringen blev rullet tilbage - og lidt til. Alm. Brand har hensat 700 mio. kr. i engangsomkostninger forbundet med afgørelsen, og det betyder, at der nu ventes et forsikringsresultat eksklusive afløb på 1,1-1,3 mia. kr. mod de 1,8-2,0 mia. kr., som der var blevet opjusteret til tidligere på dagen.
Også overskuddet før skat samt øvrige indtægter og omkostninger blev sænket. Endvidere blev aktietilbagekøbsprogrammet i 2026 skruet ned med 500 mio. kr. til 1 mia. kr. i alt.
Alm. Brand tabte 2,1 pct. til 14,96 kr. Efter regnskabet var aktien ellers i plus med 5,0 pct., mens den efter dommen var helt nede at bunde i minus 7,7 pct.
Også Tryg varslede engangsomkostninger relateret til afgørelsen. Forsikringsselskabet har afsat 1,2 mia. kr. før skat til historiske sager.
Aktien bakkede 2,8 pct. til 151,10 kr.
I samme branche satte finske Sampo, der ejer If og Topdanmark, sig 1,7 pct. til 65,84 kr.
Også norske Gjensidige varslede engangsomkostninger. Forsikringsselskabet har fremsat et spænd på 500-800 mio. kr., der dog er behæftet med "stor usikkerhed". Aktien faldt 2,2 pct. til 254,80 norske kr. på børsen i Oslo.
.\\˙ MarketWire