DSV har fået skåret kursmålet hos børshuset Jefferies, der nu tager højde for lav organisk vækst og at synergieffekterne fra opkøbet af Schenker ikke vil blive indfriet i det tempo, som den danske speditør har reklameret for.
På den baggrund sænkes estimaterne for driftsoverskuddet, EBIT, med henholdsvis 5 og 10 pct. i regnskabsårene 2027 og 2028. Kursmålet skrues af samme årsag ned til 2000 kr. fra 2200 kr.
Det rækker dog fortsat til en overbevisende købsanbefaling, og i Jefferies argumenterer analytiker Michael Aspinall da også for, at aktien stadig er billig, da den handles til 15 gange den estimerede indtjening i 2027 og blot otte gange estimeret indtjening i 2030.
- Synergierne skrider frem, men vi venter kun cirka 3 mia. kr. i 2027, skriver analytikeren og påpeger, at ledelsen i DSV havde flaget for 4 mia. kr.
Også på den længere bane er der risici, som Jefferies altså nu vælger at indregne.
- Samtalerne med investorerne siden 2. kvartal 2026 har fokuseret på, hvordan et negativt scenarie for indtjeningen ser ud. Det betyder, at synergierne ikke realiseres fuldt ud - vi antager synergier/omkostningsbesparelser på 14 mia. kr. mod en forventning på 18 mia. kr. inden 2030 - og en meget begrænset organisk vækst med fortsat kundeafgang, lyder det i notatet.
DSV steg fredag 3,4 pct. til 1199 kr.
.\\˙ MarketWire