Den schweiziske transportkoncern Kuehne+Nagel har indgået en langsigtet strategisk samarbejdsaftale med Amazon.
Hos Jyske Bank kalder senioranalytiker Haider Anjum aftalen som "en lille strategisk sejr" for det schweiziske selskab og en "knap så positiv nyhed for DSV".
Aftalen har til formål at understøtte fremtidige forretningsmuligheder og yderligere styrke kundeservicen for Amazon og dets datterselskaber, skriver Kuehne+Nagel i en meddelelse.
- Vi glæder os over at indgå dette langsigtede samarbejde med Amazon, hvor vi har et fælles fokus på skala, innovation og kundeværdi. Kuehne+Nagels globale netværk, digitale kompetencer og ekspertise inden for forsyningskæden er velegnet til at understøtte Amazons skiftende forretningsbehov, hvilket giver os mulighed for at fremskynde fremtidige vækstmuligheder og skabe varig værdi for vores kunder, siger Stefan Paul, administrerende direktør for Kuehne+Nagel.
Samarbejdet omfatter Amazon Web Services (AWS) og dækker hele infrastrukturens livscyklus.
Analytiker Haider Anjum noterer, at aftalen omfatter hele værdikæden fra opførelse af datacentre og transport af serverudstyr til løbende vedligeholdelse, opgraderinger og fremtidige udvidelser.
Samtidig får Amazon en call-option på eksisterende Kuehne+Nagel-aktier, som er knyttet til kommercielle milepæle over op til syv år.
- Det er et klart vidnesbyrd om, at hyperscale-datacentre og AI-infrastruktur er ved at blive et af de mest attraktive vækstområder inden for logistik. Det er positivt for sektoren, men isoleret set en lille strategisk sejr til Kuehne+Nagel i kampen om fremtidens AI-logistik, og dermed en knap så positiv nyhed for DSV, skriver Haider Anjum i en kommentar.
Han tilføjer, at DSV også har stærke kompetencer inden for projektlogistik og teknologi, men at aftalen understreger, at Kuehne+Nagel har sikret sig en stærk position i et segment drevet af AI-investeringer og global datacenterudbygning.
- Samtidig bekræfter aftalen, at de største kunder i stigende grad søger globale logistikpartnere med kapacitet til at håndtere komplekse forsyningskæder omkring kritisk infrastruktur, hvilket jo åbner for muligheder for DSV, dog ikke med Amazon, skriver Haider Anjum.
.\\˙ MarketWire