21. okt. 2026 kl. 15:06
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

DSV tager stikket hjem: Lander største kursgevinst siden 2008 - NY

DSV tager stikket hjem: Lander største kursgevinst siden 2008 - NY

Regnskabsaktuelle DSV sætter et flot punktum onsdag, hvor investorernes bekymringer er gjort til skamme, og aktien er braget i vejret. Transportaktien har ellers i en periode været under pres, da investorerne har fornemmet, at integrationen af milliardopkøbet af tyske Schenker ikke er gået helt så hurtigt som oprindeligt forudset.

I kvartalsregnskabet erkender DSV da også, at synergierne inden for vejdivisionen og visse koncernfunktioner vil blive forsinket ind i 2027.

Til gengæld er regnskabet bedre end ventet, og ved lukketid kan DSV-aktionærerne glæde sig over en kursstigning på lige over 15 pct. til 1381,50 kr. Det er den største stigning på en enkelt børsdag siden slutningen af 2008.

- Det er DSV, der er fokus på. Man har gået og ventet længe på, at der kunne komme en turnaround i DSV efter en periode, hvor aktien har haft det svært. Nu kommer der et regnskab, hvor der er en del plusser, og det kvitterer markedet altså for ved at sende aktien op, siger Mads Zink, chefaktiehandler hos Danske Bank, til MarketWire.

Hos børshuset Jefferies betegnes regnskabet som "godt nok på trods af visse bump".

EN DEL BEDRE END VENTET

DSV landede i tredje kvartal et nettooverskud på 3017 mio. kr. mod ventet 2672 mio. kr. blandt analytikerne. Det skete på baggrund af en omsætning på 80,7 mia. kr. mod ventet 76 mia. kr.

Med stigningen er DSV-aktien tilbage i højeste niveau siden slutningen af august. Siden årsskiftet er transportaktien dog stadig faldet over 14 pct. medregnet udbytte.

- Man kan diskutere, om den skal stige så meget, men jeg tror, at det hænger sammen med, at den har været under pres i en periode. Markedet har gået og ventet på tegn på forbedringer forude, siger Mads Zink.

Forløsningen blev ud på formiddagen også suppleret af oplysninger om, at DSV's topchef, Jens Lund, har købt aktier i logistikkoncernen for 25 mio. kr. på regnskabsdagen.

Meldingen om aktiekøbet kom om formiddagen, da DSV-aktien stod i omkring 1305. Mindre end tre kvarter senere hed prisen 1360 kr.

EN POPULÆR AKTIE

Hos Saxo Bank peger investeringsstrateg Oskar Bernhardtsen på, at DSV er den femtemest populære aktie blandt bankens kunder, og at mange derfor kan glæde sig over onsdagens kurshop. Han ser samtidig mulighed for mere.

- Dagens regnskab og kommentarer til især den problemramte road-division har fået markedet til at tro på DSV's integrationsplaner igen, idet risikoen for en fejlslagen opkøbsstrategi er blevet mindre. Det kan betyde, at DSV bør handle til en højere værdiansættelsesmultipel, der i en historisk kontekst fortsat er lav, skriver strategen.

Han peger på, at aktien handles til omkring 17 gange den ventede indtjening det kommende år mod gennemsnitligt omkring 20 gange 12 måneders estimeret indtjening opgjort for perioden siden 2009.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig