Centralbankerne sænkede i perioden renterne betydeligt – i USA blev styringsrenten fx sænket tre gange, svarende til et samlet fald på 1 procentpoint. På trods af dette steg de lange renter (10-årige statsobligationer) næsten tilsvarende. De overraskende stærke nøgletal fra USA har øget investorernes frygt for, at inflationen kan forblive på et højt niveau og dermed kræve højere langsigtede renter.
Den nok største markedsnyhed var det amerikanske valg, hvor Donald Trump opnåede en markant sejr. Hans politik med lavere skatter, mindre regulering, færre ulovlige immigranter og øgede handelsrestriktioner kan isoleret set virke inflationært, hvilket ligeledes kan være en forklaring på de stigende renter.
Ændringer i valueporteføljerne
Alle vores valuefonde klarede sig bedre end deres respektive sammenligningsindeks i kvartalet, drevet af stærke aktievalg. Særligt vores fokus på valueaktier med høj vækst og solidt momentum har vist sig at være en vindende kombination i den nuværende markedsfase.
Vi har foretaget en række mindre ændringer på tværs af porteføljerne. Mere konkret har vi solgt ud af valueaktier, der ikke længere levede op til vores kriterier om en attraktiv kombination af værdiansættelse, kvalitet, vækst og momentum. Samtidig har vi tilføjet nye selskaber, som bedre passer ind i strategien.
Forventninger
I takt med at Donald Trump indsættes som præsident den 20. januar, forventer vi øgede handelsrestriktioner, skattelempelser og mindre regulering. Det afgørende spørgsmål er, hvor meget og hvor hurtigt disse tiltag vil blive gennemført. Vores vurdering er, at handelsrestriktioner i høj grad vil blive brugt som et forhandlingsredskab, mens en sænkning af selskabsskatten sandsynligvis vil blive en realitet i løbet af 2025. Dette kan være med til at understøtte valueaktier i 2025.
Risici
På den korte bane ser vi en risiko i, at investorerne allerede har positioneret sig aggressivt i amerikanske aktier op mod 2025, samtidig med at værdiansættelserne i USA er historisk høje. Det kan potentielt føre til en markedskorrektion. Dette er dog primært en risiko for vækstaktier og de såkaldte Magnificent 7-aktier. De amerikanske valueaktier har en langt mere spiselig værdiansættelse, ligesom positioneringen i dem også er mindre anstrengt. En anden risiko er de lange renter, der er steget markant, selvom Fed har sænket de korte renter. Højere lange renter kan lægge pres på den økonomiske vækst og udfordre de høje værdiansættelser, vi ser i USA.