Indtil videre har de europæiske valueaktier klaret sig flot i 2026. Det kommer efter et succesfuldt 2025, hvor aktierne klarede sig væsentligt bedre end det brede europæiske aktiemarked. Det blev også et solidt år for Sydinvests valuefonde – og i særdeleshed et særligt stærkt år for investeringsforeningens europæiske valuefond.
Derfor er seniorporteføljemanager Michael Thomassen også tilfreds med resultatet i 2025.
”I Sydinvest Europa Value slog vi både valueindekset og sluttede året som den bedst performende europæiske fond blandt aktive danske forvaltere med et afkast på 34,4 %,” fortæller han. ”Det skyldes ikke, at vi har ændret strategi, eller at vi har jagtet kortsigtede trends. Tværtimod er resultatet udtryk for en tilgang, vi har arbejdet med i næsten 20 år.”
Sydinvest Europa Value sluttede 2025 som den bedst performende europæiske fond blandt aktive danske forvaltere med et afkast på 34,4 %
Fokus på selskaber med dokumenterbare cash flows
Grundideen i fondens strategi er enkel: Man investerer kun, når der er en tydelig sikkerhedsmargin. Det betyder, at man fokuserer på selskaber med solide og dokumenterbare cash flows. Og samtidig fravælger man selskaber med større kontroverser.
”For os handler valueinvestering ikke om at købe det billigste, men om at betale en pris, der giver et fornuftigt forhold mellem risiko og potentiale,” begrunder Michael Thomassen måden at prioritere på.
”Vi går heller ikke imod markedet bare for at gå imod strømmen. Vi investerer ikke i aktier, blot fordi de er upopulære,” pointerer Michael Thomassen. ”I stedet ser vi efter selskaber, som stadig er fornuftigt prissat, men hvor det begynder at gå den rigtige vej. Det kan være, fordi indtjeningen forbedres, fordi usikkerheden falder, eller fordi flere investorer gradvist får øje på selskabet.”
Erfaringen viser, at markedets reaktion ofte indeholder vigtig information, som kan hjælpe med timingen af investeringerne.
Case: Overvægt i europæiske bankaktier
Et godt eksempel på denne tilgang var Sydinvest Europa Values overvægt i europæiske banker i 2025. Efter flere år med skepsis var bankaktier fortsat lavt prissat, selv om balancerne var blevet markant stærkere, indtjeningen forbedret og den mangeårige modvind fra tung regulering aftaget. Samtidig var der færre væsentlige kontroverser end tidligere.
I takt med at markedet begyndte at anerkende disse forbedringer, blev værdien gradvist afspejlet i aktiekurserne. Overvægten i banker var ikke et makro-valg, men et resultat af vores systematiske aktieudvælgelse.
Disciplineret aktieudvælgelse
Aktieudvælgelsen i Sydinvest Europa Values sker disciplineret og med udgangspunkt i egne modeller, som løbende er blevet udviklet og forbedret. Over de seneste seks år er kunstig intelligens (AI) gået fra at spille en mindre rolle til i dag at være en reel og målbar del af beslutningsgrundlaget, hvor AI nu bidrager med omkring 15 %.
AI hjælper porteføljemanagerne
AI hjælper i dag porteføljemanagerne med at analysere store mængder information fra nyhedsstrømme og markedsreaktioner, ligesom AI også hjælper med at identificere ændringer i stemningen omkring selskaber. Det erstatter ikke den fundamentale analyse, men det hjælper Sydinvests porteføljemanagere med at sortere i information, reducere støj og undgå blinde vinkler i en verden med uendelige mængder data.
”2025 viste os, at valueinvestering ikke behøver at være statisk for at være disciplineret,” understreger Michael Thomassen. ”Vi tror på, at de bedste resultater opnås, når faste principper kombineres med metoder, der løbende tilpasses en verden i forandring. Det er den balance, vores valuefonde er bygget på – og som fortsat er udgangspunktet for vores arbejde.”