Fiskefoderproducenten Biomar, som blev børsnoteret i sommers, har netop aflagt regnskab for tredje kvartal med en "exceptionel" høj indtjening.
Dog skæmmer udefrakommende problemer regnskabet i selskabets mindre forretningsben for foder til rejer markant. Her er driftsindtjeningen nemlig blevet halveret på et enkelt kvartal.
Administrerende direktør, Carlos Diaz, afviser dog over for MarketWire, at Biomar har investeret for kraftigt og hurtigt i et enkelt marked.
EN PERFEKT STORM
Sagen er den, at rejeforretningen i Ecuador, som er et af Biomars væksthåb, i tredje kvartal har været udfordret af, at rejeproducenternes omkostninger til blandt andet energi er steget kraftigt i kvartalet.
Store dele af energiproduktionen i landet er afhængig af vandkraft og det har i kvartalet stået så skidt til med manglende regn i de rigtige dele af landet, at regeringen har været nødt til at rationere energi. Samtidig har USA's krig mod Iran sparket oliepriserne i vejret, hvilket har gjort andre energialternativer dyrere.
Modsat har højere råvareomkostninger på blandt andet fiskemel gjort det dyrere for Biomar at producere rejefoderet.
Førstnævnte har begrænset Biomars mulighed for at sende de højere omkostninger videre til kunderne gennem prisforhøjelser, hvilket har resulteret i en halvering af driftsresultatet i kvartalet til 20 mio. kr. fra 41 mio. kr. i samme kvartal sidste år.
Derudover har Biomar måttet bogføre ældre tab på kunder i Mellemamerika i kvartalet, hvilket bidrager til cirka halvdelen af tilbagegangen.
- Det drejer sig om langsigtede kontrakter, hvor man nærmest bliver en partner med sine kunder. Så selvfølgelig har vi udskudt smerten ved prisstigningerne en smule, men på et eller andet tidspunkt er man jo nødt til at videresende omkostningerne, siger han til MarketWire.
I kvartalet steg volumen i rejefoderforretningen over 7 pct. og Biomar venter ifølge Carlos Diaz en vækst på over 10 pct. i forretningsbenet i Ecuador.
- Vi ser det som en udfordring i tredje og fjerde kvartal, men vi har stadig meget, meget stor tillid til de grundlæggende forhold i rejeforretningen, især i Ecuador, fordi de er den langt mest effektive aktør, slår han fast og afviser, at Biomar har satset for meget på et enkelt land.
- Energikrisen vil naturligvis blive løst, enten ved at producere energi på andre måder eller ved at det igen begynder at regne i første kvartal, lyder det.
TJENT MASSIVT PÅ LAKSEFODER
Et andet sted i forretningen, hvor Biomar succesfuldt er lykkedes med at sende omkostningerne videre, er i det langt større forretningsben for laksefoder.
- Når vi taler om 'exceptionelle' resultater, mener vi, at indtjeningen er meget god i forhold til det normale, siger han og fortsætter:
- Årsagen til, at den var enestående, er (vejrfænomenet, red.) El Niño, idet priserne på fiskemel og fiskeolie samt andre marine ingredienser er steget kraftigt, og vi har løsninger, der på en anden måde kan efterligne fedtsyrer især omega-3 og aminosyrer fra protein. Så når sammenligningsgrundlaget er meget højt, bliver vores løsning naturligvis mere værdifuld, forklarer topchefen.
I forretningen for laksefoder steg omsætningen til 4,02 mia. kr. mod 3,37 mia. kr. i samme kvartal sidste år, mens driftsresultatet, EBIT, endte på 518 mio. kr. målt mod 276 mio. i tredje kvartal 2025.
De samlede resultater gav desuden anledning til en opjustering fra foderkoncernen mandag eftermiddag.
Omsætningen ventes nu at lande på 17,8-18,6 mia. kr. mod tidligere 17-18 mia. kr. Driftsoverskuddet, EBIT, ses i niveauet 1290-1360 mio. kr., hvor det tidligere spænd lød på 1200-1300 mio. kr.
Salgsmængderne ventes derimod at ende på 1,60-1,65 mio. ton foder mod tidligere 1,63-1,70 mio. ton.
.\\˙ MarketWire