De europæiske aktier fik en svær start på ugen, da aktier relateret til kunstig intelligens, AI, blev ramt af et større udsalg, efter at flere ledere fra de største AI-selskaber i verden opfordrer branchen til at sænke udviklingstempoet for de mest avancerede modeller.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med et fald på 0,5 pct. i 635,99, hvor it-sektoren med et fald på 3,9 pct. tyngede mest.
Det gjorde ondt på de europæiske aktier relateret til kunstig intelligens, AI, at flere af de helt store aktører i branchen har opfordret til at skrue ned for tempoet i udviklingen af deres mest avancerede og indbringende modeller.
- Europa har ikke den direkte eksponering mod AI, som USA eller Asien har, men regionen har nogle af de sekundære selskaber, som vil blive ramt, siger Chris Armstrong, strateg hos Berenberg, ifølge Bloomberg News.
Regionens aktier vil få svært ved at genvinde momentum uden tydelige ændringer i den geopolitiske situation, tilføjer han.
Den europæiske halvledersektor faldt 6,5 pct. med tab på 12,6 pct. for franske Soitec, 7,7 pct. for tyske Infineon og 6,1 pct. for den hollandske chipudstyrskæmpe ASML.
Risikoen for en langsommere udrulning af AI ramte også en række industriselskaber, der sælger udstyr til at levere strøm til datacentre. Det gælder blandt andet tyske Siemens Energy og italienske Prysmian, der faldt henholdsvis 8,0 og 7,1 pct.
I it-sektoren giver forhåbningerne om en langsommere udrulning af AI øget interesse for aktier i softwareselskaber, der længe har været under pres som følge af bekymringer fra konkurrencen fra AI.
I softwaresektoren lukkede tyske SAP og franske Dassault begge med plusser på cirka 5 pct.
Nedturen blev også opvejet af fremgang for defensive sektorer inden for både forbrugsvarer og sundhed. Her sluttede schweiziske Roche med en stigning på 5,0 pct. og tobakskæmpen British American Tobacco endte 3,7 pct. højere.
Stemningen var også påvirket af en stigende oliepris, der i sin tur sendte inflationsbekymringerne og renterne yderligere i vejret.
.\\˙ MarketWire