07. okt. 2026 kl. 10:05
87 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Banker og teknologi bag dyk i Stoxx 600

Europa/aktier: Banker og teknologi bag dyk i Stoxx 600

Nye stridigheder i Hormuzstrædet er onsdag med til at presse de europæiske aktier efter tre dage med plusser.

Hårdest ramt er teknologiaktierne og bankerne, der bidrager til et samlet dyk i Stoxx 600-indekset på 0,6 pct. til 632,65.

- Der er fortsatte bekymringer omkring situationen i Mellemøsten. Det primære er, at der ikke er noget lys for enden af tunnelen, siger Angeline Ong, der er senioranalytiker i IG, til Reuters.

- De andre igangværende bekymringer er, hvor dyre låneomkostningerne bliver i fremtiden på grund af situationen omkring obligationsrenterne, fortsætter hun.

Oliepriserne stiger også efter angrebene, og en tønde af nordsøolien Brent koster ved middagstid 101,76 dollar efter en stigning på 1,2 pct.

De højere oliepriser øger frygten for inflation, der derfor presser renterne højere op. Selv om høje renter under normale omstændigheder betyder højere indtægter hos bankerne, kan for høje rente lægge en dæmper på den økonomiske vækst og forbrugernes evne til at indfri gælden.

Banksektoren i Stoxx 600 bakker 1,9 pct. efter fald hos banker som Société Générale, Standard Chartered og Deutsche Bank på 2,9-3,8 pct.

Endnu større er nedturen for teknologiaktierne, der som sektor falder 2,0 pct. Her er der særligt pres på BE Semiconductor, der ifølge Bloomberg News har fået sænket anbefalingen hos UBS til "sælg". Det er anden gang i denne uge, at anbefalingen sænkes, efter at Bank of America tirsdag sænkede sin til "neutral".

Salgsanbefalingen begrundes med en langsommere overgang til teknologien "hybrid bonding", hvilket frygtes at skabe manglende udbud blandt producenter af hukommelseschips.

BE Semiconductor dykker 8,9 pct. Med i rødt er branchefællerne ASM International og Infineon med minusser på 5,0 og 5,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig