Solide regnskaber, aftagende geopolitiske spændinger og en flugt fra AI-aktier i USA og Asien til Europa får investorerne til at flokkes om de europæiske aktier.
Samlet sendes det brede Stoxx 600-indeks i rekord med et plus på 0,4 pct.
Aktierne er i de seneste uger blevet løftet af stærke regnskaber på trods af bekymringer om inflation og rentestigninger, mens olieprisen er faldet til under 100 dollar per tønde, hvilket også bidrager til den positive stemning.
- Donald Trumps udtalelse om, at en eskalering i Iran er mindre sandsynlig, har været en afgørende drivkraft bag et opsving i risikovilligheden over hele verden, men især i Europa, siger Mark Preskett, seniorporteføljeforvalter hos Morningstar Wealth, til Reuters.
Selskaberne i Stoxx 600 er på vej mod en kvartalsvækst i overskuddet på 25 pct., hvilket er den stærkeste i fire år, viser data fra LSEG ifølge Reuters. Det er især energiselskaberne, der bidrager med et markant løft.
- Der er grønt i Europa og herhjemme, fordi vi ikke er så tech-tunge som USA og Asien. Og lige nu sidder vi bare og venter på, hvad der sker med Nvidia. Det er nyhedsflowet her, der betyder noget, siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA, til MarketWire.
Europas mindre eksponering over for de AI-relaterede aktier har også understøttet bedre resultater i forhold til de asiatiske og amerikanske konkurrenter, da investorer i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af AI-handlen blandt andet med udsigt til større lovgivningsmæssig kontrol efter Demokraternes jordskredssejr ved midtvejsvalget.
Stoxx 600 er steget med næsten 5 pct. indtil videre i dette kvartal, mens det amerikanske S&P 500 er faldet med 0,4 pct.
Det britiske modehus Burberry sendes frem torsdag på børsen i London, da selskabet med sit regnskab torsdag morgen viser, at strategien virker i et udfordrende marked for luksusvarer.
Aktien i Burberry stiger med 9,4 pct.
Tyske Siemens går 2,8 pct. frem efter en hævet vækstprognose, mens den tyske medicinalkoncern Merck KGaA øger 2,3 pct. på årets tredje opjustering.
I bunden af de europæiske aktier ligger danske FLSmidth sammen med britiske Endeavour Mining. Begge er kommet med regnskaber, hvilket resulterer i et fald i aktiekurserne på henholdsvis 4,5 og 6,2 pct.
.\\˙ MarketWire