Der hersker lettere positiv aktiestemning på aktiemarkederne i Europa fredag, hvor der efter nogle hektiske dage for teknologiaktierne er faldet lidt ro på igen.
Torsdag aften i USA kom mikrochipaktierne stærkt igen, efter at topchefen for Nvidia, Jensen Huang, udtalte sig positivt om udsigterne for Coreweave, som tidligere på ugen kom i kraftig modvind som følge af kreditbekymringer.
- Teknologiaktierne kom stærkt igen torsdag aften på den her kommentar fra Nvidias topchef. Der var jo bekymring omkring mikrochipaktierne i Asien, som torsdag spillede over i USA, som startede med at falde, men siden vendte rundt.
- Så nogle af de her selskaber, herunder Oracle og Coreweave "reboundede" ret flot, siger chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen til MarketWire.
Derudover har der fredag morgen været fokus på udtalelser af den amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, på IMF's møde i Bangkok.
- Warsh fik ikke sagt noget som helst om, at der kommer en renteforhøjelse. Så det er nogle positive kommentarer, som rammer stemningen og har banet vejen for nye kursstigninger, siger Tine Choi Danielsen.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 12.30-tiden 0,6 pct. højere efter stigninger til kommunikationsservice og it på godt 1 pct., mens medicinal trækker ned med et fald på 0,6 pct.
Den tyske vindmølleproducent Nordex topper i indekset med en stigning på 13,1 pct., efter at selskabet torsdag aften opjusterede forventningerne til indtjeningen i år.
Meldingen smitter også positivt på danske Vestas, som stiger 2,6 pct. og topper i det danske C25-indeks.
Den svenske investeringsplatform Avanza, der blandt andet er konkurrent til Nordnet og Saxo Bank, ligger derimod i bunden af Stoxx 600 med et fald på 3,9 pct. efter et skuffende regnskab.
Det smitter også af på Nordnet, som falder 1,2 pct. på børsen i Stockholm.
Den franske industrikoncern Schneider Electric falder lidt tilbage - med 0,3 pct., selvom regnskabet for tredje kvartal bød på den største omsætningsvækst i fem år og et løft af forventningerne til hele året som følge af den kraftigt stigende efterspørgsel på datacentre.
.\\˙ MarketWire