Faldende oliepriser sender humøret op i de lidt højere luftlag onsdag middag, hvor råvaresektoren, rejsebranchen og byggesektoren stiger i et grønt marked.
Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 stiger for tredje dag i streg med 1,6 pct. til 588,73 - og det er den længste stime, siden krigen i Mellemøsten brød ud. Faktisk stiger alle underindeks - bortset fra telekommunikation - onsdag middag.
Fredag den 27. februar sluttede indekset i 633,85.
Det er meldingen om, at USA ønsker en månedlang våbenhvile med Iran, der har fået smilene frem på de finansielle markeder.
Og det på trods af, at det iranske styre har afvist påstande fra USA's præsident, Donald Trump, om, at der har været fornuftige forhandlinger mellem parterne, men til gengæld har USA ifølge flere medier sendt en plan med 15 punkter til Teheran, som skal danne grundlag for fredsforhandlinger.
Alt andet lige spirer håbet, om at olie igen kan blive eksporteret fra Den Persiske Golf. Den europæiske referenceolie, Brent, dratter 6,3 pct. til lige omkring 98 dollar, selvom Hormuzstrædet fortsat er effektivt lukket.
- Der er en genopblussen af risikovillighed, hvilket giver mening i forhold til nyhedsstrømmen, men for os er det ikke tidspunkt at købe, siger Christoper Boucher, investeringchef hos ABN Amro Investment Solutions, til Bloomberg News.
- Men man kan faktisk mærke, hvordan algoritmerne reagerer på nøgleordene "fred", "forhandling" og "våbenhvile", siger han.
Tilbagegangen i oliepriserne har fået handlende til at nedjustere forventningerne til en strengere pengepolitik fra centralbankerne. Der indregnes nu mindre end en 20 pct.s mulighed for en rentehævelse fra Federal Reserve i år.
RÅVARER OG BYGGESEKTOR SENDES FREM
Den lavere oliepris sender mineselskaberne frem, hvor polske KGHM, og de britiske mineselskaber Antofagasta, Anglo American og Fresnillo stiger op til 4,4 pct.
I den energitunge byggesektor stiger verdens største producent af mursten, østrigske Wienerberger, 4,9 pct. Og danske Rockwool blander sig i top tre med et plus på 4,3 pct.
.\\˙ MarketWire