De europæiske aktiehandlere kæmpede torsdag med udsigten til en snarlig renteforhøjelse fra Den Europæiske Centralbank og formindskede håb om en hurtig afslutning på konflikten i Mellemøsten. Efter tre handelsdage med grønne plusser blev den røde pensel fundet frem, og det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks blev malet 1,1 pct. baglæns til 580,84 med det mest negative bidrag fra hollandske ASML Holding, som tabte 3,8 pct.
Rentebekymringerne spirede frem, efter at Joachim Nagel, der er styrelsesrådsmedlem i Den Europæiske Centralbank (ECB), sent onsdag sagde, at centralbanken er klar til at reagere, hvis de kraftigt stigende energipriser presser inflationen i eurozonen over bankens mål på 2 pct.
Og prisudviklingen for olie bidrog fælt til bekymringerne med en stigning på 6,1 pct til 108,5 dollar for en tønde af den europæiske referenceolie Brent.
Dertil kom modstridende udtalelser om en våbenhvile fra USA's præsident, Donald Trump, og Iran, som ikke kan nå til enighed om, hvorvidt der overhovedet forhandles eller ej.
BOLIDENS AKTIEKURS RAMT AF SEISMISK RYSTELSE
Svenske Boliden gravede sig ned til bunden af det brede aktieindeks med et fald på 19,9 pct., efter at mineselskabet har måttet skære produktionen for Garpenberg-zinkminen kraftigt ned som følge af unormale niveauer af seismisk aktivitet.
Mineselskabet meddelte onsdag aften, at produktionen for Garpenberg kun vil nå cirka 30 pct. af den tidligere forventede kapacitet på 3,7 mio. ton om året.
MODE I TOP
Omvendt var den polske modeforhandler LPP, der har mærkerne Reserved, Mohito, House, Cropp og Sinsay på bøjlerne, i topform med et plus på 12,7 pct. efter kvartalsresultater, der overgår forventningerne.
Men svenske H&M faldt 2,2 pct., da regnskabet herfra ikke lever op til forventningerne.
Med i toppen er dog også den britiske modeforhandler Next, der har Victoria's Secret UK, Gap UK og Fatface på hylderne, med et plus på 4,8 pct. Tøjskoncernen har hævet sine forventninger til indeværende regnskabsår, og analytikerne hos Jefferies kalder regnskabet for betryggende.
COCKTAIL MED PERNOD OG JACK DANIEL'S
Franske Pernod Ricard bejler angiveligt til et opkøb af amerikanske Brown-Forman, som blandt andet står bag Jack Daniel's. Pernod Ricard, som selv står bag brands som Absolut Vodka og Beefeater, har ifølge anonyme kilder haft indledende drøftelser med Brown-Forman om en mulig fusion, skriver Bloomberg News.
Markedet brød sig ikke om den cocktail, og den franske alkoholaktie faldt 7,8 pct.
Det danske indslag i toppen af Stoxx 600-indekset leverede Vestas med et plus på 5,8 pct. efter en stærk start på 2026 med en markant ordretilgang i første kvartal.
.\\˙ MarketWire