Mens de danske aktier kom flyvende ud af starthullerne på første dag i andet halvår med en stigning i eliteindekset C25 onsdag på hele 1,6 pct., var stemningen noget mere afdæmpet i resten af Europa.
Faktisk pegede pilen nedad de fleste steder i Europa, og det brede europæiske Stoxx 600-indeks startede tredje kvartal med et fald på 0,4 pct. til 639,31.
I indekset var der fald i alle 11 undersektorer bortset fra finansaktierne.
It-aktierne faldt mest med 2,6 pct., og i det segment dykkede tyske Infineon Technologies med 4,3 pct., efter at aktien i år er steget med over 100 pct.
ASML Holding, som laver udstyr til chipproduktion, faldt desuden med 4,2 pct., men kan glæde sig over en kursstigning i år på 79 pct.
Der var også pres på den schweiziske hudplejekoncern Galderma, efter at de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, har givet tommelen ned til Relfydess, som er en konkurrerende behandling til det mere velkendte Botox.
Det er ikke første gang, at FDA afviser at sende Relfydess på markedet i USA. I 2023 blev behandlingen afvist på grund af mangler i processerne omkring kemi, produktion og kontrol.
Aktien dykkede 2,9 pct.
Den svenske producent af forsvarsudstyr Saab steg derimod 3,4 pct. efter at have underskrevet en kontrakt om levering af 16 Gripen-fly til Ukraine i en handel til en værdi af 24,6 mia. svenske kr.
.\\˙ MarketWire