De europæiske aktier dykkede mandag til det laveste niveau siden årsskiftet, mens en stigning i olieprisen pustede til inflationsfrygten, og krigen med USA og Israel mod Iran fortsatte uden tegn på snarlig nedtrapning.
Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede 0,6 pct. lavere i 594,92.
Oliepriserne blev blandt andet sendt til vejrs på nyheden om, at Iran havde udnævnt Ali Khameneis søn som ny åndelig leder.
Det sendte forsvarsaktierne i Europa op, fordi den kommende leder, der er den afdøde Ayatollahs søn, Mojtaba Khamenei, ikke ventes at føre en mere forsonlig linje over for USA, hvilket har øget frygten for, at konflikten kan trække ud.
Leonardo steg mest med 6,6 pct. til 62,48 euro, mens Rheinmetall og Saab øgede henholdsvis 2,8 pct. til 1636,50 euro og 3,1 pct. til 673,50 svenske kr.
Tyske Hensoldt endte 6,2 pct. højere i 78,25 euro.
Samtidig lukkede flere store olieproducerende lande i den krigsramte region for olieproduktionen i weekenden, fordi olielagrene er fyldte, og udsigterne til at genoptage transporten ud af regionen fortsat er forværret.
Generelt er Europa afhængig af importeret olie og flydende naturgas. Derfor gav yderligere prisstigninger mandag på cirka 8 pct. ved europæisk lukketid, samt en fremgang på godt 30 pct. i sidste uge, anledning til bekymring for inflation, hvilket sendte det samlede indeks ned.
Den mest stigende aktie i Stoxx 600-indekset blev danske Zealand Pharma, som mandag genvandt en smule territorie efter et gevaldigt fald fredag på 36,4 pct.
Det var data for Zealands vægttabshåb Petrelintid, der skuffede med et vægttab på 10,7 pct. på 42 uger målt mod markedets forventninger, som havde ventet 13-15 pct.
Mandag rettede aktien sig en smule med en stigning på 8,9 pct. til 255,80 kr.
.\\˙ MarketWire