Uroen omkring Frankrig og budgetunderskuddet fortsatte onsdag, hvor renterne blev sendt kraftigt op.
Det lagde særligt pres på bankerne i et i forvejen surt europæisk marked. Her bidrog stigende oliepriser til første minus i tre dage.
Samlet faldt det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 med 1,0 pct. til 630,25. Hårdere gik det til i det smallere Stoxx 50, der ramte laveste niveau i fire måneder efter et minus på 1,6 pct.
De franske obligationsrenter bragede igen i vejret onsdag efter store fald tirsdag med en stigning på 12 basispoint til 4,87 pct. Det er uro over gælden og finanspolitikken, der tynger.
- Markedet straffer helt tydeligt Frankrig for sit gældsniveau, siger Aneeka Gupta, der er direktør i Wisdomtree, til Reuters.
Det gjorde særligt ondt på de europæiske bankaktier, der samlet trak mest ned i Stoxx 600. Sektoren tabte samlet 3,3 pct. - ligeledes tynget af de høje oliepriser, der puster til inflationsbekymringerne.
Selv om høje renter under normale omstændigheder betyder højere indtægter hos bankerne, kan for høje rente lægge en dæmper på den økonomiske vækst og forbrugernes evne til at indfri gælden.
Også teknologiaktierne var på hælene med et dyk på 1,9 pct. til sektoren.
Især BE Semiconductor tabte højde efter en sænket anbefaling hos UBS til "sælg". Salgsanbefalingen begrundes med en langsommere overgang til teknologien "hybrid bonding", hvilket frygtes at skabe manglende udbud blandt producenter af hukommelseschips.
Aktien tabte 8,5 pct.
En pludselig exit fra topchef Helen Giza lagde onsdag pres på Fresenius, der fremstiller medicinsk udstyr.
I stillingen indtræder i stedet Shervin Korangy, der altså skal lede, hvad Fresenius' bestyrelsesformand kalder et "strategisk vendepunkt".
Efter fratrædelsen vendte aktien ned med 6,7 pct.
.\\˙ MarketWire