Hensoldt, Renk og Rheinmetall - eller blot tyske forsvarsaktier - var i fremmarch tirsdag på udsigt til kontrakter for milliarder og atter milliarder fra Tyskland, på en dag hvor amerikanske jobtal bar ved til bålet om en amerikansk rentenedsættelse onsdag.
Samlet faldt det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 dog med marginale 0,1 pct. tirsdag. Det var tredje dag i træk med modgang for indekset. Indekset er dog indtil nu steget 14 pct. i 2025, hvilket er det højeste siden 2021.
Selv om det allerede i vid udstrækning er indregnet, at centralbanken fra USA vil levere en rentenedsættelse på 25 basispoint onsdag, holdt investorer øje med ledetråde om centralbankens tilgang til pengepolitikken i det nye år.
- Det er den største risikobegivenhed i løbet af ugen. Det handler mere om detaljerne ... med hensyn til det såkaldte dot plot-diagram, eventuelle ændringer i prognoserne, og hvor mange uenigheder der er, siger Daniela Hathorn, markedsanalytiker hos Capital.com, til Reuters med henvisning til det diagram, der viser de enkelte direktørers forventninger til rentens bane.
- Med en så vigtig begivenhed på en dag er det almindeligt, at man ser en slags ubeslutsomhed snige sig ind og en mere vent-og-se-tilgang, siger hun.
Mens de stigende forventninger om amerikanske rentenedsættelser har løftet de globale markeder i de seneste uger, smed ECB-medlem Isabel Schnabel grus i maskineriet med hensyn til Den Europæiske Centralbanks rentepolitik, da hun mandag sagde, at næste skridt kan være at sætte renten op, hvilket vil sende de to centralbanker i hver deres retning.
KONTRAKTER PÅ KRUDT OG KUGLER
Tyskland ventes i næste uge ventes at godkende en række forsvarskontrakter til en rekordværdi af 52 mia. euro, svarende til 387 mia. kr. Samlet er der tale om 29 forsvarskontrakter.
Og skød tyske forsvarskoncerner som Hensoldt, Renk og Rheinmetall op med plusser på op til 5,9 pct. for Hensoldt. Også svenske Saab, norske Kongsberg og britiske BAE steg i efterdønningerne med op til 2,6 pct.
Helt i top endte den britiske reklamevirksomhed WPP, efter en 1,5 mia. pund stor kontrakt med den britiske regering. Hvad de helt præcist skal lave, oplyses ikke - men det faldt i god jord hos investorerne, der sendte selskabet op med 6,3 pct. - det største plus i tirsdagens Stoxx 600.
Modsat rodede tyske Thyssenkrupp i bunden af aktieindekset med et fald på 6,5 pct., efter at det tyske konglomerat har meldt ud, at det venter et nettotab på op til 800 mio. euro i 2026.
.\\˙ MarketWire