Der var travlt på den europæiske regnskabsfront torsdag, hvor særligt de to franske chipaktier Soitec og STMicroelectronics tiltrak sig opmærksomhed i hver sin ende af markedet.
Sideløbende prægede fortsatte eskaleringer i Mellemøsten - denne gang også fra houthierne - og det sendte olieprisen over 100 dollar for første gang siden slutningen af maj.
Det tyngede aktierne, som målt på det fælleseuropæiske Stoxx 600 gik bagud med 1,2 pct.
USA rettede nye raketter mod Iran, og iranerne angreb Jordan, hvor USA er til stede militært. I Det Røde Hav blandede Houthi-bevægelsen sig desuden i stridighederne og forstyrrede skibstrafikken med angreb mod olietankere.
Den Europæiske Centralbank, ECB, holdt dog helt som ventet pengepolitikken i ro på torsdagens rentemøde. Men meget peger i retning af, at ECB kommer til at hæve renten på et eller flere af de kommende møder, hvis der ikke snart og hurtigt kommer lettelse på energifronten.
- ECB's pause i dag kan bedst forstås som at holde foden lige over bremsen. Beslutningstagerne vil formentlig skulle se energipriserne falde hurtigt og få tegn på afsmitning på den bredere økonomi - betingelser, der ser stadig sværere ud at opfylde, nu hvor energi- og inflationspresset tydeligt er tilbage i fokus, siger Madison Faller, global investeringsstrateg i JPMorgan, ifølge Bloomberg News.
CHIPAKTIER TOG FOKUS PÅ GODT OG ONDT
Franske Soitec, der fremstiller til chipindustrien, gav torsdag markedet, lige som det havde ønsket og lidt til. Her var det særligt en vækst på 48 pct. i salget til AI-industrien, der begejstrede i regnskabet for andet kvartal.
Hos Morgan Stanley blev kvartalstallene beskrevet som "den bekræftelse, som markedet havde brug for", skriver Bloomberg News.
Begejstringen var da også til at føle på. Soitec steg 21,6 pct., hvilket også var mere end rigeligt til at indtage førstepladsen i Stoxx 600.
STMicroelectronics - eller bare STMicro - der producerer de færdige halvledere, blev omvendt straffet i bunden af Stoxx 600 med 17,7 pct. efter at have leveret et regnskab for andet kvartal med skuffende udsigter for tredje kvartal.
Også modekoncernen Moncler havde en sløj dag på børsen, efter at der landede tal for andet kvartal, som vidnede om aftagende vækst.
Moncler faldt 7,9 pct. Det trak i øvrigt andre luksusaktier som LVMH og Kering ned med 4,3 og 4,8 pct.
Den schweiziske fødevarekæmpe Nestlé begejstrede heller ikke med sit regnskab, selv om resultaterne egentlig ramte inden for skiven. Ifølge Bloomberg News kaldte Barclays-analytiker Warren Ackerman Nestlés interne vækst "ikke helt god nok".
Nestlé-aktien faldt 8,0 pct.
- Ud fra hvad jeg har set indtil videre i morges, tegner der sig i hvert fald én tendens: forbruget i Europa har det stadig svært. Det er tydeligt hos Nestlé, men også i luksussektoren, siger David Kruk, handelschef hos La Financière de l'Echiquier i Paris, ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire