Danske Bank har fået et lysere syn på FLSmidths tredje kvartal, efter at ingeniørkoncernen har annonceret tre mineudstyrsordrer hen over forrige og sidste uge, der alle sammen er bogført i netop tredje kvartal.
Det giver højere estimater for indtjeningen i de kommende år, og på den baggrund løfter Danske Bank sit kursmål for aktien til 635 kr. fra 610 kr. og gentager den neutrale anbefaling "hold".
Det fremgår af en opdateret optakt til regnskabet for tredje kvartal, som offentliggøres den 11. november.
- Efter offentliggørelsen af vores optakt til tredje kvartal 26 den 6. oktober offentliggjorde FLS i den efterfølgende uge tre ordrer på mineudstyr, som alle vedrører tredje kvartal. I denne opdaterede optakt medfører den samlede værdi på 760 mio. kr. af disse ordrer en stigning på 4-5 pct. i vores EBITA-estimater for 2027-28 og en forhøjelse af vores 12-måneders kursmål fra 610 kr. til 635 kr., skriver Danske Bank.
De tre ordrer fra FLSmidth, som banken henviser til, var to bestillinger til Chile på henholdsvis 360 mio. kr. og 175 mio. kr. og en bestilling til et nordamerikansk guldmineprojekt på 225 mio. kr.
.\\˙ MarketWire