13. mar. 2026 kl. 16:07
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: Mærsk, Zealand og Bavarian i top på dag med lille plus

Fredagens aktier: Mærsk, Zealand og Bavarian i top på dag med lille plus

Det danske aktiemarked sluttede ugen af med et plus, mens det for ugen som helhed blev til et fald. Krigen i Iran og frygten for lavere økonomisk vækst og højere inflation tyngede.

I toppen tronede Mærsk, Bavarian Nordic og Zealand Pharma. Mærsk fik positivt nyt fra blandt andet raterne.

Eliteindekset, C25, endte dagen med et plus på 0,1 pct. i 1668,32. For ugen blev det til et fald på 1,5 pct.

POSITIVT NYT TIL MÆRSK

Stigende fragtrater og udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister løftede stemningen blandt Mærsk-aktierne fredag eftermiddag, vurderer Jyske Banks senioranalytiker Haider Anjum.

Yderligere hævede det franske finanshus Kepler Cheuvreux sit kursmål for Mærsk-aktierne med 10,9 pct. til 17.952 kr. fra 16.185 kr., fremgår det af Bloomberg News.

Mærsks B-aktier steg med 3,6 pct. til 16.829 kr. i front i C25-indekset, og A-aktierne endte helt i top med et plus på 3,7 pct.

- Mærsk startede fint ud fredag på grund af de to stigende fragtrateindeks Drewry og SCFI og begyndte at stige yderligere i forbindelse med, at den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, var ude og sige, at USA er klar med deres største angreb i Iran nogensinde, siger Haider Anjum til MarketWire.

I toppen lå også Zealand Pharma med et plus på 2,1 pct. til 268,20 kr. kr. uden selskabsspecifikke nyheder. Men Zealand Pharma har en del revanche til gode efter et dramatisk fald på 36,4 pct. efter skuffende studiedata for en uge siden. Bavarian Nordic steg ligeledes uden selskabsspecifikke nyheder til tops med et plus på 2,2 pct. til 181,55 kr.

Coloplast endte også lunt i den øverste del af C25. Aktien steg 1,7 pct. til 447,40 kr. Det var på trods af, at Konkurrenceankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse fra 2025 om, at Coloplast har misbrugt sin førende position til at presse mindre konkurrenter ud af markedet.

Mere positivt var det, at nok en insider havde købt op i selskabet. Selskabets finansdirektør, Anders Lonning-Skovgaard, har købt aktier i medicoselskabet for 2 mio. kr.

GODE RECEPTTAL TIL NOVO IGEN

Novo Nordisks Wegovy-pille mod svær overvægt gik atter frem i USA målt på recepttallene for uge 10. Antallet af nye patienter på pillen steg til 67.145 i uge 10 fra 60.637 i uge 9, viser tal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg. Det svarer til en fremgang på 10,7 pct. på ugebasis fra 8,7 pct. ugen før.

Fredag endte Novo Nordisk med et lille plus på 0,02 pct. i 247,05 kr.

- Der er stadig tale om et positivt momentum for pillen. Og det ser stadigvæk ud til, at Novo Nordisk står for den bedste lancering af et lægemiddel målt på antal recepter nogensinde, siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, til MarketWire.

- Og så er det også positivt at se, at den fremdrift, der er for Wegovy-pillen, ikke synes at være på bekostning af, eller kannibaliserer receptudskrivningerne på Wegovy i injektionsform.

PARKEN MED ÅRSREGNSKAB

FC København venter fortsat at være med i ligafasen i Europa League til efteråret. Det fremgik af Parken Sport og Entertainments årsregnskab for 2025, som blev aflagt fredag eftermiddag.

I 2026 venter koncernen en omsætning på 1700-1800 mio. kr. og et resultat før skat på 160-210 mio. kr., og det er baseret "på deltagelse i League Phase i UEFA Europa League" for FCK.

Forventningerne er en bekræftelse af de forventninger, der blev udmeldt tilbage den 6. februar 2026. Siden da er mesterskabsspillet i Superligaen dog glippet, og det gør vejen til Europa League mere vanskelig.

I 2025 landede omsætningen i Parken Sport og Entertainment på samlet 1884,6 mio. kr. mod 1457,5 mio. kr. i 2024, viser regnskabet.

Resultatet før skat blev 279,9 mio. kr. mod 308,4 mio. kr. i 2024.

Parken steg 0,9 pct. til 179 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 208 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig