Netcompany var det store lyspunkt på det danske aktiemarked fredag efter en tidlig opjustering af forventningerne til 2026.
Der var dog langt imellem lyspunkterne på det danske aktiemarked, som ligesom de øvrige børser i Europa var tynget af bekymringer om udviklingen i Mellemøsten.
Herhjemme endte det med fald i 19 af de 25 aktier i eliteindekset, C25, som lukkede 1,5 pct. lavere i 1638,13, men set over ugen fik indekset hevet et lille plus hjem på 0,9 pct.
I fredagens marked trak Novo og Danske Bank gevaldigt ned, efter at de to sværvægteres aktier blev handlet uden retten til de senest annoncerede udbytter.
Ved dansk børslukketid lå det brede europæiske Stoxx 600-indeks til et lidt mere afdæmpet fald på 0,7 pct.
- Det er småt med nyheder i dag. Det er en lidt stille fredag, og det hele er meget afventende. Det hele handler om, hvad der foregår i Mellemøsten og hvad Trump siger og skriver. Dog ser ugen ud til at slutte i plus for danske aktier. Så det har da været den bedste uge i marts uden på nogen måde at være imponerende, sagde investeringsstrateg Lars Hytting hos Arthascope Kapitalforvaltning midt på dagen til MarketWire.
TIDLIG OPJUSTERING FRA NETCOMPANY
Netcompany var det store lyspunkt med en stigning på 9,8 pct. til 350 kr. It-selskabet opjusterede torsdag aften forventningerne til indtjeningsmarginen i år til 16-19 pct. fra tidligere 15-18 pct. Det skete på baggrund af yderligere effektiviseringer i forretningen og løbende integration af kunstig intelligens.
- Det er et ret stærkt signal at sende her allerede i første kvartal, at man er ude at opjustere. Brug af kunstig intelligens har simpelthen allerede kastet noget af sig. Det er med devisen "much more to come", siger Lars Hytting.
Blandt C25-aktierne endte Danske Bank i bunden med et fald på 5,3 pct. eller 16,80 kr. til 301,30 kr. Det skyldes et teknisk pres, da aktien fredag blev handlet uden retten til udbyttet for 2025 på 22,72 kr. per aktie.
Novo Nordisk blev efter torsdagens generalforsamling også handlet uden retten til et udbytte på 7,95 kr., men aktien falder mere end det med 9,95 kr. - eller 4,2 pct. - til 228,50 kr.
Novo Nordisk var aktuel med nyheden om, at det har fået godkendt sit ugentlige basalinsulin, Awiqli, i USA til behandling af voksne type 2-diabetikere. Selskabet planlægger at lancere midlet i løbet af andet halvår.
Mærsk-aktierne blev også sendt ned fredag, hvor B-aktien endte 1,9 pct. lavere i 16.095 kr.
- Vi har fået lidt ratenyt i forhold til Mærsk. Raterne steg i den forgangne uge - helt efter bogen, men Mærsk handler med snuden lidt ned. Vi fik lidt konkurrentnyt fra Hapag-Lloyd torsdag, som var mindre opmuntrende i forhold til deres syn på verden, siger Lars Hytting.
LØFTET ANBEFALING TIL NOVONESIS
Novonesis fik løftet sin anbefaling hos finanshuset Rothschild & Co Redburn til "køb" fra "neutral" og kursmålet til 445 kr. fra 395 kr. Novonesis steg 1,5 pct. til 380,20 kr.
Genmab faldt derimod 0,7 pct. lavere i 1682,50 kr., selvom Wolfe Research indledte dækning af aktien med anbefalingen "outperform" med et omregnet kursmål på 2075 kr.
Der var også analysenyt til NKT, som har fået hævet sit kursmål hos DNB Carnegie til 1050 kr. fra 990 kr. Anbefalingen "køb" blev desuden fastholdt.
Kabelaktien faldt marginale 0,1 pct. til 800 kr.
.\\˙ MarketWire