28. nov. 2025 kl. 16:07
14 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: Ørsted gik til tops i roligt C25 - Shape Robotics styrtede i afgrunden

Fredagens aktier: Ørsted gik til tops i roligt C25 - Shape Robotics styrtede i afgrunden

Ørsted gik til tops i et lettere grønt C25-indeks, mens der blandt sidepapirerne var orkanagtig modvind til Shape Robotics, som har mistet vigtige lånegarantier fra den statslige investeringsfond, Eifo.

C25-indekset endte 0,1 pct. højere i 1746,50 fredag, hvor der på anden dag var begrænsede input fra de amerikanske markedsdeltagere grundet Thanksgiving og "black friday".

- Det ser rimelig stille og roligt ud med små bevægelser. Vi har jo haft amerikanerne ude med en helligdag torsdag, og fredag er det så en halv helligdag, så det er typisk en dag, hvor det er meget roligt med lavt volumen, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

SHAPE ROBOTICS STYRTDYKKEDE MED 53 PCT.

Shape Robotics er for alvor kommet i økonomisk modvind, efter at den statslige investeringsfond Eifo har trukket sig som garant for flere af selskabets lån. Det har fået en række lånegivere til at kræve tidligere tilbagebetaling eller ændrede vilkår.

Derfor er det nødvendigt, at selskabet får styrket egenkapitalen. Shape Robotics kigger derfor på mulige muligheder, heriblandt konvertible lån, gældskonverteringer og en eventuel aktieemission, lød det i en børsmeddelelse fredag.

Shape Robotics-aktien røg efterfølgende i afgrunden med 53 pct. til 4,60 kr.

SKULDERKLAP TIL NOVONESIS

Inden for C25 endte Novonesis med et plus på 1 pct. til 401,60 kr., efter at ingredienskoncernen fik et skulderklap af finanshuset JPMorgan. Her blev kursmålet skruet op til 560 kr. fra før 512 kr., mens anbefalingen "overvægt" blev fastholdt.

Novo Nordisk steg 2 pct. til 317 kr., selv om Baptista Research har sænket anbefalingen og halveret kursmålet for Novos amerikanske ADR-notering.

Anbefalingen er nu "underperform" mod før "køb", og kursmålet er sat til 34,70 dollar mod før 67,90 dollar. Det nye kursmål svarer til 223,72 kr.

I C25-toppen steg Ørsted med 2,4 pct. til 136,75 kr. uden store nyheder bag.

Derudover kom der ratenyt til A.P. Møller-Mærsk, hvor prisen på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden steg efter tre uger med fald.

Det viste fredagens tal fra rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives af Shanghai Shipping Exchange.

Indekset steg i den forgangne uge med 0,7 pct. til 1403,13, hvilket kommer efter sidste uges fald på 4,0 pct.

Mærsks B-aktie gik frem med 1,4 pct. til 12.875 kr.

TRYG BLEV TRYKKET AF GOLDMAN SACHS-ANBEFALING

Forsikringskoncernen Tryg fik indledt dækning med anbefalingen "sælg" af finanshuset Goldman Sachs. Finanshusets kursmål lyder på 154 kr., viser data fra Bloomberg News.

Tryg-aktien faldt 0,8 pct. til 159,50 kr.

Helt i bunden endte Zealand Pharma dog med et fald på 1,8 pct. til 516,40 kr., uden at der tilsyneladende lå store nyheder til grund.

Der var også fokus på Rockwool, som efter regnskabet for tredje kvartal fik trimmet kursmålet hos flere finanshuse.

Det tog investorerne dog med ophøjet ro, og isoleringsaktien steg 0,5 pct. til 217,45 kr.

FLSmidth fik efter regnskabet for tredje kvartal og sidste uges melding om topchef Mikko Ketos fratrædelse skåret sit kursmål til 372 kr. fra 404 kr. af det britiske finanshus Barclays.

Finanshuset anbefaler fortsat negative "undervægt".

FLS-aktien faldt 2,1 pct. til 411,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 6 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig