Det danske aktiemarked viste gode takter fredag, hvor stigningerne voksede sig større, som dagen skred frem.
Vestas og DSV toppede i indekset, men det endte også med at blive en god dag for Mærsk-aktierne, som midt på dagen ellers lå i bunden af C25.
Ved slutfløjtet var der stigninger i 18 og fald i 6 af aktierne i C25-indekset, som samlet steg 0,8 pct. til 1865,34.
Det er femte dag ud af de seneste seks med stigninger, og indekset er nu tilbage i det højeste niveau siden 18. september, mens facit for ugen blev et plus på 2,2 pct.
MERE RO OM TEKNOLOGIAKTIER
Også i resten af Europa pegede aktiepilen opad fredag, efter at der kom lidt ro på i forhold til bekymringen om værdisætningen af de AI-relaterede aktier.
For mikrochipaktierne kan det have spillet ind, at topchefen for Nvidia, Jensen Huang, udtalte sig positivt om udsigterne for Coreweave, som tidligere på ugen kom i kraftig modvind som følge af kreditbekymringer.
- Teknologiaktierne kom stærkt igen torsdag aften på den her kommentar fra Nvidias topchef. Der var jo bekymring omkring mikrochip-aktierne i Asien, som torsdag spillede over i USA, som startede med at falde, men siden vendte rundt.
- Så nogle af de her selskaber, herunder Oracle og Coreweave "reboundede" ret flot, siger chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen til MarketWire.
Derudover bemærker hun udtalelser af den amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, på IMF's møde i Bangkok.
- Warsh fik ikke sagt noget som helst om, at der kommer en renteforhøjelse. Så det er nogle positive kommentarer, som rammer stemningen og har banet vejen for nye kursstigninger, siger Tine Choi Danielsen.
HØJE FORVENTNINGER TIL REGNSKABER
Regnskabssæsonen er fortsat i den spæde start, men det kan blive en udfordring at leve op til de skyhøje forventninger, vurderer chefstrategen.
- Vi har primært fået bankregnskaber fra USA, og det har været med lidt blandede resultater, men måske lidt som forventet, at bankerne er udfordret af de her stigende renter, og den dæmper, det kan lægge på aktiviteten.
- Men man skal huske, at forventningerne til den her regnskabssæson er skyhøje, og der skal jo leveres på det også. Det bliver svært. Jeg tror, at vi går ind i en sæson, hvor vi godt kan se lidt asymmetri, hvor der skal meget til at overraske positivt og for at sende aktierne op, mens skuffelser vil sende aktierne mere ned, end de vil stige på positive overraskelser, siger Tine Choi Danielsen.
Herhjemme toppede Vestas fredag i C25 med en stigning på 3,2 pct. til 189,95 kr., efter at selskabets tyske rival Nordex torsdag aften opjusterede forventningerne efter et stærkt tredje kvartal.
Transportaktierne DSV og Mærsk endte også med fremme i førerfeltet i C25, efter at de tidligere på dagen havde ligget i bunden.
Mærsk B steg 1,2 pct. til 24.270 kr. efter fald de foregående tre dage fra mandagens lukkekursrekord på 24.900 kr.
DSV steg desuden for tredje dag i træk - og med 3,1 pct. til 1233 kr. Storbanken Citi gentog en købsanbefaling af aktien, men trimmede kursmålet en smule til 1789 kr. fra 1842 kr.
LILLE REVANCHE TIL NORDEA
Bankerne præsterede også godt i fredagens marked, hvor Nordea revancherede sig 0,7 pct. til 118,35 kr. efter et fald på 7,4 pct. torsdag, hvor banken leverede regnskab og her fortalte, at bankens aktietilbagekøb sættes på pause.
Efter nedturen har finske Inderes løftet sin anbefaling for Nordea til "akkumuler" fra "reducer", og hos Morningstar er anbefalingen hævet til "hold" fra "sælg".
De øvrige C25-banker, Jyske Bank, AL Sydbank og Danske Bank, steg 1,1-2,0 pct.
I bunden af indekset lå Novo med et fald på 1,5 pct. til 259,60 kr.
Novo-rivalen Eli Lillys fedmepille Foundayo er på vej til at blive godkendt i EU, efter at det europæiske lægemiddelstyrelses ekspertudvalg, CHMP, har sagt god for pillen.
Det skrev Bloomberg News og Reuters med henvisning til en meddelelse fra CHMP.
Blandt de mindre selskaber steg Boozt 2,3 pct. til 105,80 kr., efter at ABG Sundal Collier hævede kursmålet for modeplatformens aktie til 117,34 kr. fra 108,97 kr. og gentog anbefalingen "køb".
.\\˙ MarketWire