28. okt. 2026 kl. 15:32
154 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Genmab/AL Sydbank: Overgår langt forventningerne i nyt kræftstudie - NY2

Genmab/AL Sydbank: Overgår langt forventningerne i nyt kræftstudie - NY2

De forskningsresultater, som Genmab onsdag har annonceret fra et fase 3-studie, der undersøger petosemtamab sammen med et andet middel til behandling af hoved- og halskræft, er helt vildt stærke.

Det siger senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank til MarketWire. Han fremhæver en risikoreduktion for død på 50 pct. i kombinationsbehandlingen med pembrolizumab sammenlignet med behandlingen alene med pembrolizumab.

- En risikoreduktion på 50 pct. overgår langt forventningerne. Det er helt vildt og ekstremt stærkt, og det er også baggrunden for, at vi ser den her meget markante kursstigning, som afspejler de stærke resultater.

- Det er så stærkt, at det vil være transformativt i forhold til behandling af hoved- og halskræft, og Genmab sætter baren ekstremt højt for fremtidige konkurrenter, siger Søren Løntoft Hansen.

Genmab købte petosemtamab sidste år for omkring 50 mia. kr. fra det hollandske biotekselskab Merus. Ved den lejlighed oplyste Jan van de Winkel, at Genmab havde regnet opkøbet hjem alene på baggrund af mulighederne inden for hoved- og halskræft.

TRE GANGE JACKPOT PÅ STRIBE

Genmab-aktien er efter offentliggørelsen af resultaterne onsdag steget med 28,6 pct. til rekordkursen 3857 kr. I forvejen var aktien tidligere i oktober skudt markant i vejret efter annonceringen af to andre vigtige forskningsresultater.

Den 23. oktober imponerede Genmab med et fase 3-studie med lægemiddelkandidaten Rina-S, som viste sig slagkraftig til behandling af patienter med æggestokkekræft.

Det fulgte stærke resultater tidligere i oktober med kræftmidlet Epkinly som førstebehandling af lymfekræftformen diffust storcellet B-celle lymfom.

- Nu har man været igennem en oktober måned med ekstremt stærke data for Rina-S og ekstremt stærke data for Epkinly - og nu også for petosemtamab. Med tre så stærke studier og data, som er transformative for behandlingen af de kræftsygdomme, som de her tre midler adresserer, så gør det jo også, at salgspotentialerne bliver revideret op.

- Og det dæmper i den grad også bekymringerne for og bygger bro over det royalty-tab, der er for Darzalex mod slutningen af årtiet. Det er lige så vigtigt at understrege, siger Søren Løntoft Hansen, der henviser til den bekymring, der har været for tiden efter patentudløbet for Genmabs storsælgende kræftmiddel Darzalex.

MEGET HØJ SANDSYNLIGHED

På baggrund af de stærke data for petosemtamab kan det være, at analytikerne kommer til at skulle revidere deres estimat for salgspotentialet for midlet - og sandsynligheden for en markedsføringsgodkendelse.

- Det her er så stærke data og så transformativt, at sandsynligheden for, at man ender på markedet med petosemtamab også er høj - meget høj. Dataene danner formentlig grundlag for en indsendelse af registreringsansøgning og en mulig lancering måske i 2027, siger Søren Løntoft Hansen.

Han har et topsalgsestimat for midlet på 3,5 mia. dollar, mens analytikerkorpset samlet ligger på 3,2 mia. dollar.

- Men det er også klart, at med de stærke resultater, så vil jeg ikke udelukke, at det her topsalg også bliver oprevideret, tilføjer analytikeren og noterer også, at midlet undersøges inden for behandling af tarmkræft, hvor der også ligger et potentiale.

.\\˙ MarketWire

Måske vil dette også interessere dig