Der er medvind på cykelstien for Genmab tirsdag, hvor aktien går frem, analytikerne løfter kursmål i flok, og markedsværdien stiger med 13 mia. kr. til 161 mia. kr. halvanden time før børsens lukketid.
Kursplusset ligger på 9 pct. til 2587 kr. - og det er den største kursstigning på en enkelt dag i mere end seks år.
Det er resultaterne fra Genmab og partneren Abbvies kræftmiddel Epkinly som førstebehandling af en særlig form for lymfekræft. Resultater, som AL Sydbank kalder "ekstremt stærke".
Det fremgår af et notat fra banken, der ser mulighed for, at resultaterne kan ændre tilgangen til behandling af nydiagnosticerede patienter med lymfekræftformen DLBCL.
- Resultaterne er godt nyt for patienterne, godt nyt for Genmab og godt nyt for investorerne, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, i en kommentar.
Det sker på ryggen af mandag aftens fase 3-resultater med Epcoritamab, som i kombination med standardbehandlingen R-CHOP reducerede risikoen for sygdomsforværring med 51 pct. hos nydiagnosticerede patienter med diffust storcellet B-cellelymfom, DBCBL. Studiet sammenlignede med en gruppe af patienter, der alene fik R-CHOP mod lymfekræftformen.
Alene i USA diagnosticeres cirka 25.000 patienter med DLBCL årligt, noterer Søren Løntoft Hansen.
.\\˙ MarketWire