En lang række kommercielle tiltag, der har båret frugt, og fire opjusteringer af forventningerne har sendt delebilstjenesten Greenmobility på himmelfart på børsen i København i 2025.
Når man skæver ned over listen over danske aktier, kan man således ikke komme uden om Greenmobility, der leverede den allerbedste præstation på børsen herhjemme i 2025.
Ved lukketid tirsdag på årets sidste handelsdag på børsen i København kunne årets fremgang gøres op til hele 279 pct. til 125 kr.
Og spørger man hos topchef Kasper Gjedsted, skyldes opturen, at det er lykkedes at få genopbygget tilliden i markedet, efter at tidligere års voldsomme vækst kørte af sporet, da renterne oven på inflationskrisen pludseligt og kraftigt røg i vejret og gjorde det særdeles vanskeligt at hente mere risikovillig kapital ind, ligesom de eksisterende forpligtelser blev for dyre at pleje.
Derfor blev den hurtige vækst og heftig ekspansion til udlandet også efterfulgt af flere års massive underskud og en kraftig nedtur på børsen, hvor Greenmobility gik fra en top på omkring 185 kr. til under 25 kr. i løbet af sidste år.
Nedturen fik i november 2022 bestyrelsen hos Greenmobility til at afskedige daværende topchef Thomas Heltborg Juul, og i marts året efter kom Kasper Gjedsted i stedet til med en helt ny plan for selskabet.
- Den makroøkonomiske udvikling gjorde, at den strategi, der var, ikke længere var farbar. Der var ikke længere adgang til risikovillig kapital i nært det samme omfang, og da renterne steg, så steg omkostningerne også markant. Derfor skulle kurven på væksten blive endnu kraftigere, og det kunne ikke lade sig gøre, siger Kasper Gjedsted i et interview med MarketWire.
- Så jeg lavede en ny plan i samarbejde med bestyrelsen. Det gjorde vi i 2023, hvor jeg tiltrådte. Når jeg går ind i virksomheder, som den her, så er det lidt ligesom at få en patient ind på skadestuen. Det første, man gør, er at stoppe blødningen. I en virksomhed er blødningen lige med penge, så vi skulle sænke omkostningerne. Og for Greenmobility var blødningerne blandt andet på de internationale markeder. Derfor lukkede vi dem og rykkede bilerne tilbage til Danmark, hvor de omsætter mere, fortsætter han.
TABT TILLID TAGER TID AT GENVINDE
Lukningen af de internationale markeder, der blandt andet talte Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland og Belgien, fik allerede i 2024 omkostningerne sænket gevaldigt, og samtidig havde Greenmobility glæde af, at konkurrenten Sharenow trak sig ud af det danske marked.
Derfor blev facit for året faktisk et overskud for de fortsættende aktiviteter. Men der skulle fortsat mere til for at overbevise investorerne.
- Der har været historie i selskabet for at have lovet for meget og leveret for lidt. Derfor har det handlet om, at vi har skullet genopbygge tilliden i aktiemarkedet. Hvis man har underpræsteret, så mister aktiemarkedet tilliden, siger Kasper Gjedsted.
- Så min mission har også været at få genopbygget tilliden i aktiemarkedet. Der må man sige, at vi i hvert fald ikke har ramt ved siden af i år. Allerede i 2024 havde vi faktisk pæne resultater, men det kom ikke til udtryk i aktiekursen, fortsætter han.
FLERE SKIBE END VENTET ER KOMMET HJEM
Han peger på, at 2025 også i sagens natur har overrasket ham selv, efter at Greenmobility har opjusteret fire gange - senest i december, hvor prognosen blev løftet til en omsætningsvækst på 17-19 pct. fra 15-17 pct., ligesom der nu ventes en vækst i driftsresultatet (EBITDA) på 47-52 pct.
Tidligere var forventningen her 42-47 pct.
- Ved transformationer sætter man mange kommercielle skibe i søen. Og der er flere end forventet, der er sejlet i havn, siger Kasper Gjedsted om de gode resultater i år.
Han peger på en række områder inden for både markedsføring, bedre udnyttelse af sommeren og bilflåden, som kunderne nu i langt højere grad også bruger til længere ture, påpeger topchefen.
Derudover har tiltag som gratis ture til brugere, der kan hjælpe med at køre bilerne hen, hvor efterspørgslen er størst, og en lang række hjælpemidler drevet af kunstig intelligens - som eksempelvis tjek for skader på bilerne - været med til både at sænke omkostningerne og øge omsætningen.
- Og vi kan mærke, at når vi har flere kunder, bliver de også ved med at bruge os. Derfor har vi faktisk ret mange loyale kunder, og loyaliteten vokser, så vi har også solgt mere til de enkelte kunder, siger Kasper Gjedsted.
.\\˙ MarketWire