Indiske Suzlon, som producerer og servicerer vindmøller, skruer nu op for det forventede salg, efter at selskabet i april meldte om større ambitioner i Europa.
Suzlon har sat et mål om at opnå et årligt salg, der svarer til en kapacitet på 10 gigawatt i 2031, skriver Bloomberg News. Til sammenligning sikrede danske Vestas sig ordrer for over 16 gigawatt i 2025.
I april fortalte selskabets medstifter og næstformand, Girish Tanti, på konferencen Wind Europe 2026, at man vil satse mere på Europa fremover, mens man samtidigt lancerede to nye produkter, som skulle passe bedre til det europæiske marked.
Ifølge Bloomberg sigter Suzlon, efter at opnå en markedsandel på 40 pct. i hjemmemarkedet Indien og at 3 GW af selskabets salg skal være til udlandet.
Mens Suzlon Energy historisk ikke har været nogen større mølleleverandør til de europæiske markeder, så har selskabet været til stede på anden vis.
- Vi har været i Europa i næsten 25 år nu og startede vores tidlige rejse her. Vi har fortsat forsknings- og udviklingscentre i Tyskland, Holland og Danmark. Og jeg tror, at vi installationsmæssigt har omkring 660 megawatt fordelt på omkring 11 lande her. Så vores serviceorganisation har været meget aktiv gennem de sidste 25 år, sagde Girish Tanti, på konferencen i april.
.\\˙ MarketWire