Den længe ventede børsnotering af Leo Pharma vil formentlig finde sted omkring 25. november eller deromkring, fortæller kilder til Berlingske.
Det er også sidste udkald, hvis børsnoteringen skal ske i 2026, som det længe har været planlagt.
Udskydelsen af børsnoteringen skyldes midtvejsvalget i USA, der først skal overstås. Det skyldes, at midtvejsvalget har det med at skabe svingninger på aktiemarkedet, fortæller investeringsstrateg Jacob Pedersen fra Middelfart Sparekasse til avisen.
Det giver imidlertid et meget snævert vindue for Leo Pharma til at gennemføre sin børsnotering, da børsnoteringer i december er en sjældenhed. Først og fremmest vil det kræve, at Leo Pharma formelt igangsætter processen. Det sker normalt tre til fire uger før selve børsnoteringen.
Planen om en børsnotering har været undervejs i et godt stykke tid. I 2021 meddelte aktionæren Nordic Capital, at planen var at børsnotere Leo Pharma inden for fire til fem år.
Skulle børsnoteringen alligevel ikke finde sted i 2026, er det imidlertid "ikke nogen stor katastrofe", fortæller kilderne til Berlingske.
Markedsværdien for Leo Pharma er ikke offentligt kendt, men kilder spekulerer ifølge avisen i en markedsværdi i niveauet 25-30 mia. kr.
Leo Pharma har ikke kommentarer til rygterne, men forklarer til Berlingske, at yderligere information vil blive delt, "hvis og når det bliver relevant".
Link til originalartikel: https://www.berlingske.dk/virksomheder/stoerste-danske-boersnotering-i-ti-aar-ramt-af-amerikansk-valgdrama-dato-skubbet-til-sidst-paa-aaret
.\\˙ MarketWire