Horisont
Maj 2021
  • Corona
  • EU
  • Politik
Læsetid: 4.00 minutter
Hvor skal vi hen, EU?

Hvor skal vi hen, EU?

Af Lykke Friis Direktør i Tænketanken EUROPA

EU har i 2021 haft et skrækkeligt forår, hvor Unionen har skulle håndtere både Brexit og en tredje bølge af corona. Men der er bedring i sigte. Lykke Friis, direktør i Tænketanken EUROPA, giver her en analyse af det europæiske projekt anno 2021.

Af Lykke Friis
Direktør i
Tænketanken
EUROPA

4.00 min.
  • Maj 2021
  • Corona
  • EU
  • Politik

Som oftest siger billeder mere end ord. Sådan var det også, da billedet af en frustreret kommissionsformand, Ursula von der Leyen, i april gik verden rundt. Sammen med formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, var hun draget til Ankara for at besøge Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan. Men desværre var der kun to stole til de to herrer, så kommissionsformanden kom til at stå og flagre.

 

Symbolikken var ikke til at overse. Tyrkiet klæder EU’s top af, og de to toppolitikere formår ikke at finde en grimasse, der kan passe. Desværre for von der Leyen og Michel opsummerer billedet også på fornem vis deres skrækkelige forår - med alt fra en tredje coronabølge til Brexit. Meget tyder dog på, at der nu er bedring at spore. Det skyldes først og fremmest vaccineudrulningen, EU’s genopretningsfond og det forestående valg i Tyskland, der vil udløse en ny dynamik.

„Vi sigtede ikke efter stjernerne…vi svigtede ved ikke at være ambitiøse og vanvittige nok” - Emmanuel Macron

Kampen for vaccinerne

Adgang til corona-vaccinerne er et spørgsmål om liv og død, men i høj grad også om økonomi. De lande, der formår at rulle vaccinerne hurtigst ud, vil have størst chance for at lægge den økonomiske krise bag sig. Det er præcis derfor, forskellen i vaccinationshastighed mellem EU, USA og Storbritannien i starten af 2021 udviklede sig til de europæiske stats- og regeringschefers største hovedpine. Og vanen tro gik der ikke lang tid, før hovedstæderne og Bruxelles var i gang med abekasteri. For hvem var skyld i miseren?


Naturligvis er det her vanskeligt at komme uden om, at EU-Kommissionen, der er blottet for erfaring i vaccineindkøb, kunne have gjort det væsentligt bedre og hurtigere. Det altafgørende problem skal imidlertid findes et andet sted. I forsommeren 2020, da Donald Trump og Boris Johnson investerede massivt i udvikling og produktion af vacciner, havde et flertal af EU’s stats- og regeringschefer travlt med at skære i EU-Kommissionens forslag til budget. Det gjaldt i høj grad også Danmark. Eller som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i slutningen af marts udtrykte det selvkritisk: ”Vi sigtede ikke efter stjernerne … vi svigtede ved ikke at være ambitiøse og vanvittige nok”.

 

Trods forsinkelsen i udrulningen er det fortsat EU-Kommissionens forventning, at 70 % af europæerne vil være vaccineret frem mod sommer. Efterårets diskussion knytter sig derfor ikke længere til forskelle i vaccinationshastighed, men til om europæerne i fællesskab formår at lære af coronakrisen: Vil medlemsstaterne allerede nu gå i USA’s fodspor og oprette et fælles agentur a la det amerikanske BARDA, der lynhurtigt kan udløse store private og offentlige forskningssummer, når Europa igen rammes af en katastrofe?

Meget af udviklingen i EU vil afhænge af, hvem der vinder valget i Tyskland. Her ses den tyske parlamentsbygning Rigsdagen i Berlin.

Genopretningsfond

Under finanskrisen tog det lang tid, før EU-landene fandt fælles fodslag, og resultatet var dybest set en sejr for den tyske sparekurs. Under coronakrisen var reaktionshastigheden væsentligt højere, og denne gang accepterede kansler Merkel for første gang nogensinde, at EU må optage fælles gæld. Resultatet blev oprettelsen af den historisk store genopretningsfond på 750 mia. euro.

 

Efter sommer skal midlerne rulles ud med afsæt i fælles prioriteter. Under lange forhandlinger blev stats- og regeringscheferne enige om, at mindst 37 % af midlerne skal gå til den grønne omstilling og mindst 20 % til digitalisering. Hermed er vejen nemlig banet for, at EU kan ”build back better and greener”; altså bruge de mange midler til at fremtidssikre europæisk økonomi i en verden, der udvikler sig hastigt, og hvor Kina for første gang har overhalet USA som det land, der investerer mest i forskning og udvikling.

 

I efteråret og året ud vil der uden tvivl være fokus på, om pengene nu også kommer til at gå til fremtidsrettede aktiviteter og ikke sidder fast hverken i EU-systemet eller i hovedstæderne. Det vil ikke alene få store konsekvenser for det hårdt corona-ramte Sydeuropas chancer for at komme ud af den økonomiske krise, men også påvirke det fremtidige EU-samarbejde. Ikke mindst Frankrig arbejder nemlig hårdnakket på, at genopretningsfonden og dermed en finanspolitisk omfordeling bliver permanent. Skal det overhovedet have nogen gang på jord, kræver det, at det klart kan påvises, at fonden rent faktisk har bidraget til væksten i Europa. Meget vil dog også afhænge af, hvem der vinder valget i Tyskland.

„Hermed er vejen nemlig banet for, at EU kan ”build back better and greener”; altså bruge de mange midler til at fremtidssikre europæisk økonomi i en verden, der udvikler sig hastigt"

„Det kan godt være, at Merkel er færdig i politik, men det er hendes pragmatiske, midtsøgende kurs bestemt ikke“ - Lykke Friis

EUROPA uden Merkel

Når tyskerne går til valg den 26. september, vil Merkel-æraen være endegyldigt forbi. Hele 16 år har Angela Merkel regeret Tyskland. Uanset om Europa har kæmpet med euro-, finans-, migrations- eller coronakrisen, har kansleren været omdrejningspunktet for EU’s ageren. Set i det lys, er det ikke så underligt, at hele Europa allerede har blikket skarpt rettet mod den tyske valgkamp. Det skyldes også, at valget er langt mere uforudsigeligt end tidligere, eftersom det er første gang siden 1949, at den siddende kansler ikke genopstiller. Det store spørgsmål i tysk politik er, hvem der er i stand til at opsamle de mange midtsøgende vælgere, der nu bliver hjemløse, når Merkel vinker farvel?

 

Ser man på målingerne, virker det, som om De Grønne kan blive den nye hjemstavn for Merkel-stemmerne. Partiet har smidt tidligere tiders rabiate klimakurs over bord og appellerer nu både til centrumhøjre-og venstre. At partiet udgør den nye fleksible midte i tysk politik, ses også af, at partiet regerer i hele 12 delstater i stort set alle tænkelige konstellationer. Det eneste parti, som De Grønne ikke kan og vil danne regering med, er Alternative für Deutschland.

 

Hvor De Grønne i 2017 fik 9 % af stemmerne, står de i dag til 22 %. Da hverken de tyske konservative (CDU/CSU) eller socialdemokraterne i SPD skal nyde noget af at fortsætte den nuværende store koalition, tyder alt på, at De Grønne vil komme i regering. Det kan enten være i en toparti-regering med De Konservative – eller langt mindre sandsynligt i en såkaldt lyskurvekoalition med Socialdemokratiet og De Liberale.

„Hele 16 år har Angela Merkel regeret Tyskland. Uanset om Europa har kæmpet med euro-, finans-, migrations- eller coronakrisen, har kansleren været omdrejningspunktet for EU’s ageren.“

Fornyelse i tysk politik

Uanset hvad er der lagt op til en fornyelse i tysk politik, hvor især klima, energi og digitalisering vil fylde væsentligt mere. Dertil kommer, at De Grønne vil opprioritere Tysklands fokus på menneskerettigheder over for Kina og Rusland, ligesom partiet støtter, at EU’s genopretningsfond bliver gjort permanent.

 

Når det så er sagt, skal man ikke forvente revolutioner eller for den sags skyld ustabilitet. Den tyske valgkamp har allerede udviklet sig til en konkurrence om, hvem der er Merkels sande arvtager. Med andre ord: Det kan godt være, at Merkel er færdig i politik, men det er hendes pragmatiske, midtsøgende kurs bestemt ikke.

 

Set i det lys, er der næppe tvivl om, at det faktisk ikke bliver det tyske, men det franske valg, der for alvor kan ryste samarbejdet. I foråret 2022 er der på ny præsidentvalg, og målingerne peger på, at der kan være lagt op til en gentagelse af opgøret imellem Macron og Marine Le Pen. I modsætning til i 2017, hvor Le Pen legede med tanken om et ”Frexit”, altså at melde Frankrig ud af EU, har hun lagt den kurs på hylden. I den kommende valgkamp vil hun gøre sig til talskvinde for, at Frankrig skal ændre EU indefra. Det er præcis derfor, von der Leyen og ikke mindst Macron vil arbejde benhårdt for at vise, at sidste halvår af 2021 bliver væsentligt mere succesrigt end den første halvdel.