Rumkapløbet er blevet big business

Nutidens rumkapløb handler ikke om at plante flag på Månen. Det handler i stedet om kontrol over kommunikation, navigation, overvågning og data til de systemer, der får økonomier, forsvar og infrastruktur til at fungere.

Startskuddet til den såkaldte new space-æra, der betegner skiftet fra statsligt domineret rumfart til en mere dynamisk kommerciel industri, lød for 15-20 år siden. Det var foranlediget af, at priserne på raketter styrtdykkede, de små satellitter faldt i pris, og private aktører som SpaceX, Blue Origin og Rocket Lab gjorde deres indtog.

En skov af nye virksomheder

Siden har udviklingen taget fart. USA er i spidsen, drevet af et hektisk opsendelses­tempo hos SpaceX, mens Kina og Indien investerer aggressivt og udfordrer amerikanerne. Også Japan, Canada, Sydkorea, Taiwan og flere andre lande er langt fremme, forklarer Per Lundahl Thomsen, der er chefkonsulent ved DTU Space.

“I USA ser man en hel skov af new space-virksomheder, fordi opsendelses­omkostningerne er faldet så meget, at man tør tage større risici. I Europa har vi lænet os op ad det europæiske rumagentur, European Space Agency (ESA), og derfor er vi nok omtrent ti år bagud med at kommercialisere rummet,” siger Per Lundahl Thomsen, der bl.a. var teknisk koordinator på den danske Ørsted-satellit.

Tydelig forskel i investeringskraft

Ifølge chefkonsulenten har den intensiverede kamp om rummet skabt et kommercielt marked på globalt plan. Tidligere kostede det mange tusind dollars at sende blot ét kilo ud i rummet. I dag ligger prisen i spændet 2.000-3.000 dollar (ca. 13.000-20.000 kroner, red.), og den falder fortsat.

“Udviklingen har skabt et marked, hvor universiteter, små virksomheder og investorer konkurrerer på lige fod med gamle industri­giganter,” forklarer Per Thomsen. ”Men selvom Europa har stærke kompetencer, er forskellen i investeringskraft tydelig. Vi har kompetencerne, men vi mangler de milliard­investeringer, som private investorer laver. Det er sværere i Europa, hvor mange lande skal blive enige i ESA-regi.”

Investeringer mangler

Fra Aarhus Universitet tegner Christoffer Karoff et lignende billede. Den 48-årige lektor i rumfysik ved Institut for Geoscience og Institut for Fysik og Astronomi har bl.a. deltaget i udviklingen af en række satellitter med ESA og det amerikanske rumagentur, NASA.

“Når amerikanske startups får tilført flere millioner dollar efter kun seks måneders drift, og europæiske virksomheder må kæmpe for hver en euro, så er der noget galt. Vi mangler investeringsvillig kapital, og hvis vi ikke øger tempoet, kan vi i værste tilfælde miste adgangen til rummet,” forklarer Christoffer Karoff, der fremhæver SpaceX’ dominans på opsendelsesområdet.

“SpaceX fører klart og sender en raket op cirka hver anden dag. De sender så mange op, at det ligefrem er blevet en profitabel forretning. Raketterne bliver genbrugt, og Starlink-systemet har skabt et enormt kommercielt og strategisk forspring. Europa er nødt til at bygge alternativer, for vi kan ikke rigtigt leve med at være afhængige af andre,” uddyber Christoffer Karoff.

“Det har flere gange bekymret mig, om Trump ville afskære Europa fra at sende satellitter op med amerikanske raketter, som vi gør i dag. Det er en risikabel position. Man kan sige, at rumkapløbet ikke længere handler om at komme først i rummet, men om retten til at være med derude.”

Rumkapløbets fokus har ændret sig

Ifølge Per Lundahl Thomsen fra DTU Space blev Europas afhængighed af USA tydelig under præsident Trumps første valgperiode, hvor det transatlantiske samarbejde pludselig virkede politisk skrøbeligt. Det fik alarmklokkerne til at ringe. Satellitter styrer fx internet, finansielle systemer, skibsfart og flytrafik, og et nedbrud kan lamme hele samfund.

“Man kan ikke basere en nations infrastruktur på én privatmands forgodtbefindende. Hvis et politisk skifte i USA sætter en prop i flasken, er vi nødt til selv at kunne sende raketter og satellitter op. Det er kritisk infrastruktur. Uden satellitter mister vi fx kommunikation, navigation og overvågning af vejret. Det skal beskyttes i en usikker verden,” siger han.

“For 40 år siden handlede rummet om astronomi, hvor man kiggede ud. Det har ændret sig. I dag handler 90 procent af alle observationer i rummet om at kigge ned på Jorden. Her er Europa foran. Copernicus er uden sidestykke, og det er en niche, vi kan udbygge,” siger han.

Det handler om at kigge ned

På ét område står Europa dog stærkt, vurderer lektor Christoffer Karoff. Kontinentet er i teknologisk front på jordobservation via Copernicus-programmet. Det leverer detaljerede radar- og miljødata til både civile og militære formål og kan overvåge Jordens miljø og klima ved hjælp af satellitter og jordbaserede sensornetværk.

Vidste du at… 

Der er ca. 12.000 aktive satellitter i kredsløb om Jorden.

Kilde: videnskab.dk

Styrket sikkerhedspolitisk fokus

Alvoren ser ud til at være gået op for politikerne i Bruxelles. Europa investerer nu betydelige ressourcer i sikre satellitnetværk, der skal mindske afhængigheden af fremmede stater og private giganter. Flere europæiske lande investerer samtidig i egne opsendelser, radarer og overvågningssystemer, og for første gang i årtier er rummet blevet en central del af europæisk sikkerhedspolitik.

“For europæiske politikere handler det om at sikre, at Europa også i fremtiden har adgang til de systemer, som moderne samfund ikke kan fungere uden,” tilføjer ­Christoffer Karoff.

For investorer repræsenterer rummet ikke længere futuristiske drømme, men et voksende marked med politisk vilje, sikkerhedsmæssig nødvendighed og langsigtet stabilitet.