Fedmeselskaberne indtog top og bund i mandagens danske børsmarked, hvor Novo Nordisk hang i bremsen efter en sænket anbefaling.
Modsat havde kollegaen Zealand Pharma luft under vingerne, mens Gubra var i endnu højere grad flyvende, efter at en partner har sendt en fedmekandidat videre i udviklingen.
- Det er ret roligt og nyhedsfattigt. Vi har et lille fald herhjemme og også små fald ude i Europa. Så vi følger tendensen, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
Investorerne holdt sig lidt i ro forud for onsdagens rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, udtaler Martin Munk, der venter en rentenedsættelse, men også at retorikken kan blive mere høgeagtig.
Det danske eliteindeks, C25, lukkede mandag med et fald på 0,4 pct. i 1761,45, mens det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ved dansk lukketid lå uændret.
NOVO FÅR SÆNKET ANBEFALINGEN
Novo Nordisks amerikanske ADR-notering fik sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af finanshuset Argus.
Investorerne kunne samtidig se JPMorgan sænke sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 500 kr. med en gentagelse af anbefalingen "overvægt".
Novo-aktien endte med et minus på 3,4 pct. i 299 kr., mens kollegaen Zealand Pharma lukkede med et plus på 3,4 pct. i 525,40 kr. i den modsatte ende af eliteindekset.
I fedmesektoren var der også positive resultater fra et fase 2-studie med en vægttabspille fra det amerikanske biotekselskab Structure Therapeutics.
Herhjemme var fokus på Gubra som steg 5,8 pct. til 510 kr. efter annonceringen af, at partneren Boehringer Ingelheim har sendt fedmekandidaten BI 3034701 videre i udviklingen, efter at den har vist en favorabel profil i et tidligt studie og et opmuntrende vægttab.
GENMAB LEVERER LOVENDE DATA
Genmab leverede et godt helhedsindtryk med sine studiedata for kræftmidlet Epkinly i weekenden.
Det fortæller Henrik Hallengreen Laustsen, der er aktieanalytiker i Jyske Bank, til MarketWire.
- Det ser ganske fornuftigt ud. Det er solide data, som man præsenterer med Epcoritamab, og det vidner bare om, at man har et godt produkt, udtaler aktieanalytikeren.
Aktien løftes 1,2 pct. til 2056 kr.
LØFTET ANBEFALING OG KURSMÅL TIL SYDBANK
For Sydbank bød mandagen på positivt analysenyt fra norske ABG Sundal Collier, der har løftet anbefalingen af bankaktien til "køb" fra "hold" mens kursmålet er løftet til 640 kr. fra 565 kr.
Det var dog ikke noget investorerne tog meget bestik af, og aktien tabte 2,3 pct. til 566 kr. efter fredagens plus på 3,3 pct.
Uden selskabsspecifikt nyt sluttede Coloplast med et fald på 3,3 pct. til 561,80 kr., mens NKT-aktien med en stigning på 2,5 pct. til 809,50 kr. havde mere vind i sejlene.
Blandt sidepapirerne steg Netcompany med 2,8 pct. til 347,20 kr., efter at finanshuset Bank of America løftede sit kursmål for it-aktien til 410 kr. fra 390 kr.
.\\˙ MarketWire