Gæld til store luksusmodehuse som Chanel, Gucci-ejeren Kering og LVMH var med til at fremskynde konkursen i luksusforhandleren Saks Global Enterprises.
I alt skylder Saks noget nær 225 mio. dollar til modehusene, skriver Bloomberg News.
Hylderne i Saks' butikker har i over et år stået bare, da de store mærker har tilbageholdt forsendelser til forhandleren. Retsdokumenter i forbindelse med Saks' chapter 11-konkurs viser nu, at tilbageholdelserne skyldes manglende betalinger.
Størst er gælden til Chanel, der har et udestående med Saks på 136 mio. dollar, viser retsdokumenterne. Kering har 60 mio. dollar til gode.
Saks står også i gæld til Michael Kors-ejeren Capri Holdings og Cartier-ejeren Richemont foruden andre.
Det bliver ifølge Bloomberg News afgørende, at Saks' topchef, Geoffroy van Raemdonck, når til enighed med de mange selskaber, hvis Saks skal have en chance for at genopstå.
En restrukturering af Saks' finanser vil nemlig først og fremmest kræve, at der er varer på hylderne.
Luksusforhandleren oplyser i en meddelelse onsdag, at selskabet venter at kunne betale "fremtidige opkrævninger" fra sine leverandører.
Saks ejer blandt andet stormagasinerne Saks Fifth Avenue, Bergdorf Goodman og Neiman Marcus.
.\\˙ MarketWire