Entreprenørkoncernen MT Højgaard annoncerede torsdag en ny struktur, hvor MT Højgaard Holding og MT Højgaard Danmark samles i et fælles selskab under navnet MT Højgaard.
Også ledelsen ændres, idet administrerende direktør Rasmus Untidt til næste år overdrager topchefposten til Thomas Mollerup, der er udnævnt til CEO med tiltrædelse senest 1. december 2027.
Skiftet sker efter gensidig aftale, og det sker uden beklagelse fra Rasmus Untidts side.
- Det har jeg det godt med, for det er noget, vi har arbejdet på og haft en dialog om. Det er en virksomhed, der betyder utrolig meget for mig. Men det her var det helt rigtige tidspunkt for os, siger Rasmus Untidt om det forestående skifte.
- Jeg har været med til at skabe, synes jeg selv, en mere fokuseret og finansielt stærkere koncern. Og den nye struktur, vi går ind i, og det, vi også ser i markedet, gør, at CEO-opgavens tyngdepunkt flytter sig mere over mod projekteksekvering og operationel ledelse. Der er Thomas Mollerup den helt rigtige profil.
- Så det har jeg det rigtig, rigtig godt med, og det er det rigtige for virksomheden, og det er også det rigtige for mig, siger Rasmus Untidt.
Også bestyrelsesformand Morten Hansen understreger, at skiftet sker uden dramatik.
- Det er fuldstændig efter fælles overenskomst, at vi er kommet frem til en konklusion. Så der er ingen panik i det. Det synes vi er rigtigt godt for virksomheden og for medarbejderne, at der er en rolig overgang fra den ene til den anden, siger Morten Hansen til MarketWire.
.\\˙ MarketWire