Netcompanys hårde arbejde for at blive en europæisk it-virksomhed er ved at bære frugt.
Det fortæller administrerende direktør André Rogaczewski til MarketWire efter regnskabet for tredje kvartal 2026.
- Jeg kan godt lide, at det er det europæiske ku nder, der virkelig køber. Det er det, vi har ønsket os, og arbejdet så hårdt på i efterhånden en hel del år, udtaler Netcompanys topchef.
Han peger på, at den danske forretning eksklusive Netcompany Banking Services, der kom ind i butikken via købet af SDC, nu udgør 35 pct. af den samlede omsætning.
- Du skal ikke undervurdere det med at gøre en dansk virksomhed til en international virksomhed. Det er ikke noget, man bare lige gør, pointerer André Rogaczewski.
Netcompanys administrerende direktør er glad for, at væksten bliver trukket af de europæiske markeder.
Blandt divisionerne er det især Storbritannien, der med en vækst på 42 pct. trækker læsset efter en række store kontraktsejre de seneste år.
Netcompany er med de store kontrakter i det offentlige segment i Storbritannien herunder DALAS-rammeaftalen og TSS-toldkontrakten samt kontrakten med Heathrow-lufthavnen nu en af de it-selskaber, man inddrager i de helt store projekter.
Væksten i Storbritannien er ifølge Netcompanys topchef drevet af virkeligt store, forretningskritiske projekter samt it-selskabets platforme, produkter og en masse kunstig intelligens.
- Det er vi virkeligt glade for. Også i en tid hvor hele branchen er under forandring, udtaler André Rogaczewski, som kalder overskriften for kvartalet "Netcompany træder flere watt med AI i ryggen".
.\\˙ MarketWire